Derfor har 2700-netavisen glædeligvis fået mange læsere
Læserne kan godt mærke, at de historier de læser i netavisen er skrevet af lokale til lokale. Den bemærkning har vi tit fået på verdens mindste redaktion, og det slubrer vi naturligvis i os. Alene netavisens redaktør har skrevet til 2700 området siden 1978 – altså i 45 år, og det har givet et kendskab til bydelen, som er ganske unikt. Og bagved alle artiklerne ligger en kærlighed til Brønshøj, Husum og Tingbjerg, som stille og roligt er bygget op gennem årene.
Netavisens redaktion ligger på Frederikssundsvej 322 A – midt på Husum Torv. Det gør den endnu mere lokal. Men en mand gør det ikke alene. Vi har mange støtter i form af læsere, som giver os et vink, hvis der er noget lokalt spændende, man gerne vil have, vi tager os af. Og det er vi naturligvis både glade og taknemmelige for.
Og så har vi en sportsredaktion, som stort set er på hele tiden. For sport skal der til, og vi ved, der sidder mange sportsinteresserede i området. Det er netavisens redaktør, som skriver om det lokale sportsliv, og det har han faktisk gjort i 45 år. Vi har et tæt og godt samarbejde med de fleste af områdets klubber.
Til november kan netavisen fejre 10 års fødselsdag. Det er i år samtidig 10 år siden, netavisens redaktør forlod Brønshøj-Husum Avis, som han var redaktør for og udgiver af i flere år.