Brønshøj fik god start på sæsonen - 2-0 over Fremad Amager

Jovist – det var kun en træningskamp, men alligevel. BB mødte lørdag eftermiddag en klub, som før sommerferien lå i landets næstbedste række, men som i kommende sæson skal spille i 2. division. Det blæste Brønshøj højt og flot på. Amagerkanerne blev sendt hjem med et nederlag på 2-0 og efter en glimrende indsats af de sortgule. 

Jubel hos de to nye Michael Lumb og Mads Walter og 1-0 til Brønshøj

Især i kampens første halvleg var hjemmeholdet spilstyrende, og det var da også helt fortjent, at nyerhvervelsen Michael Lumb efter 13 minutter bragte BB foran på en god aflevering fra en anden ny mand på holdet – Mads Walter. Det holdt til pausen. I anden halvleg scorede en tredje ny mand Malik Ait Ahmed til 2-0 på en aflevering fra Oskar Tranberg. Resten af kampen holdt et godt spillende forsvar gæsterne fra at score, så slutresultatet blev 2-0.

Foto: Thomas Løser

I næste uge kommer Nykøbing Falster på besøg. Det sker Lørdag kl. 13.00 på TG.

Flot BB – dejlig start på marchen mod 3. division.

netavisen lørdag den 15. juli kl. 16.00

Det skriver Christian Haslund, Brønshøj Boldklub om dagens kamp:

Referat: Godt i gang

Sæsonens første træningskamp gav en 2-0 sejr – på Tingbjerg Ground – over Fremad Amager fra 2. division. En god offensiv indsats i 1. halvleg og stærk defensiv præstation i 2. halvleg var med til at give sejren. Michael Lumb og Malik Ait Ahmed scorede målene, og vi talte med de to målscorere efter kampen.

Vi lagde godt fra land og fik flyttet spillet op på Fremad Amagers banehalvdel. Alligevel var det gæsterne, som kom frem til kampens første chance. Et indlæg blev sendt til bagerste stolpe, men Fremad Amager-spilleren kunne ikke få headet mod mål og det endte med et målspark.

Debutscoring

Efter kun 12 minutters spil fik to af de nye spillere – Michael Lumb og Mads Walter – vist prøver på deres kvaliteter. Casper Neerborg erobrede bolden og fik sendt Walter afsted i højre side. Her sendte Walter bolden fladt ind i feltet, hvor Lumb kom løbende og kunne sende bolden i mål. 1-0 til os.

Lumb har det meste af sin karriere gjort sig på venstre back. Men i Holbæk og nu hos os, er han blevet rykket længere frem på banen. Det passer den rutinerede spiller godt.

”Jeg kan godt lide at spille længere fremme. Nu har jeg jo ligget på den her venstre back i mange år, så jeg synes det er dejligt at komme ind få mere boldkontakt. Jeg føler, at jeg kan varetage rollen længere fremme på banen og synes også, at den passer fint til mig”, sagde Lumb efter kampen.

Vi fortsætter vores gode spil i 1. halvleg og det blev også til flere gode chancer. Fremad Amager havde bolden mest, men havde svært ved at komme frem til muligheder.

Ny Brønshøj-scoring

Fra 2. halvlegs begyndelse pressede Fremad Amager på for en udligning. De fik flyttet spillet højt op på vores banehalvdel, men vi stod godt imod, og kunne spille os frem til flere omstillingsmuligheder.

Malik øger til 2-0

En af disse kom efter en times spil. Vi fik spillet os ned ad højre side, hvor Oskar Tranberg kunne finde Malik helt fri på midten af banen. Malik fik bolden under kontrol og kunne sende kuglen om bag en chanceløs keeper. 2-0 til os. Der var ikke så mange dikkedarer, hvilket Malik også forklarede efter kampen: Jeg får bare en bold og sparker den i kassen – rent instinkt.” At Malik er en spiller med stor selvtillid, kan også ses i hans svar på, hvad vi kan forvente af ham i efteråret: ”Masser af mål.”

Efter kampen talte vi også med Malik om at være tilbage i Brønshøj, hvor han har spillet ungdomsbold.

”Det var rigtig fedt at være tilbage. Det er noget, jeg har savnet. Jeg talte med Thomas, som sagde: kom herud – og som sagt, så har jeg bare savnet klubben. Der er et fedt miljø og jeg kender stadig mange af folkene herude”, sagde Malik om sin tilbagevenden til Hvepsene.

Unge spillere i aktion

Efter 2-0 scoringen begyndte udskiftningerne for alvor for begge hold. I pausen så vi allerede Philip Nyholm, der netop er blevet rykket op fra U23-truppen til førsteholdet, komme ind. Men i løbet af 2. halvleg kom flere unge spillere i aktion.

Pouya Azimi og Bilal Jorf fra U23-truppen, som også har trænet med i denne uge, kom ind og fik en del minutter i benene. Og med syv minutter tilbage af kampen kom 17-årige Emil Møller Jørgensen ind. I sidste sæson var Møller på U17-holdet, men skal efter sæsonen spille for U23. Men fint, at han lige kunne komme ind og mærke tempoet på førsteholdet.

Endelig var der også spilletid til vores unge målmand Tobias Truelsen og prøvespilleren Magnus Boch fra KFUM.

En del Amager-chancer

I stort set hele kampen var det lykkedes os at holde Fremad Amager fra chancer, men med et kvarter tilbage begyndte trætheden at melde sig. Heldigvis var skarpheden ikke til stede hos amagerkanerne, som alt for ofte fik sendt bolden over mål.

Lige inden slutfløjt havde Bilal muligheden for at komme på tavlen og gøre det til 3-0. Den unge Brønshøj-spiller forsøgte at dreje bolden over i det lange hjørne, men en flot fodparade af Fremad Amager-keeperen forhindrede det tredje mål til os.

Kort tid efter fløjtede dommeren kampen af.

Næste træningskamp

Selv om det bare var en træningskamp, så var det skønt at se den måde spillerne spillede sammen på og kæmpede for hinanden – og så efter blot to træningspas. Samtidig skal vi ikke undervurdere betydningen af en sejr – træningskamp eller ej.

Michael Lumb havde følgende at sige om kampen mod Fremad Amager: ”Det så rigtig fint ud og vi har et godt hold. Det er også derfor, at jeg har meldt nogle ting ud omkring, at vi selvfølgelig har ambitioner. Vi vil gerne stile efter og se, om vi kan ramme oprykningspladserne. Men en god start på en forhåbentlig rigtig god sæson.”

Men spillerne kan være stolte af dem selv efter kampen og vi glæder os til at se dem i aktion næste træningskamp. Den spilles på lørdag den 22. juli kl. 13, når vi igen møder en nedrykker fra 2. division – denne gang Nykøbing FC.