Finn Ziegler elskede sit kære Brønshøj ..

Det er omkring 18 år siden, Brønshøj mistede en af sine helt store personligheder, jazzmusikeren Finn Ziegler. Han blev kun 70 år gammel. Sammen med sin bedre halvdel Birgit, ligger han på Brønshøj kirkegård.

 

                                  

Heldigvis nåede han at fejre sin 70-års fødselsdag med en stor fest i Kulturhuset Pilegården, hvor han havde inviteret store dele af det danske musikliv med. Så der var fest og stemning den minderige eftermiddag. Netavisens redaktør var en af de indbudte, og det gav rig lejlighed til at studere, hvor mange store musikpersonligheder, der mødte op for at deltage i festen. Og Finn Ziegler gav sig god tid til at tale med hver enkelt, trods den store virak, der var. Det var en stor dag for ham og hans bedre halvdel Birgit.

Bare tre uger senere sov Finn Ziegler stille ind i huset på Højstrupvej. En base han elskede, og som i tidens løb lokkede mange store navne til Brønshøj. Han var tidligere blevet opereret for cancer i kæben og levede i nogle år med sin sygdom.

     

   Her ses ægteparret Ziegler i deres dejlige have en sommerdag i Brønshøj

Finn Ziegler sagde sjældent nej, hvis han blev opfordret til at deltage i nogle lokale aktiviteter.

I en lang årrække var Finn og Birgit Ziegler også indehavere af Café Ny Grøndal på hjørnet af Frederikssundsvej og Tølløsevej. En café han købte i 1990.

Den 15. december 2014 døde Birgit Ziegler, 66 år gammel.

Vi har kigget lidt i Finn Zieglers fantastiske historiebog

Han blev uddannet som violonist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium,men fandt hurtigt ud af, inspireret af Svend Asmussen, at det var jazzmusikken, der stod hans hjerte nærmest.

Finn Ziegler har medvirket på omkring 1000 pladeindspilninger og optrådte sammen med mange af jazzens store navne. Også en håndfuld soloplader blev det til, senest i 2003.

Med først og fremmest jazzforbillederne Stan Getz, vibrafonisten Milt Jackson og violinisterne Svend Asmussen/Stuff Smith i bagagen fik Finn Ziegler gang i jazzkarrieren, der i over fem årtier stilistisk bragte ham vidt omkring. Ved siden af egne grupper optrådte han i talrige sammenhænge. F.eks. i 1950’erne med Finn Savery, Erik Moseholm og Ib Glindemanns orkester. Fra 1970’erne med Radioens Big Band som solist, leder og menigt medlem.

                                                   

I 1990’erne spillede han med Jan Kaspersen, Jazzkapelmesterens Kapel og Klüvers Big Band. Han var også meget benyttet af radio og TV, som var stærkt medvirkende til, at han brændte sig fast på nethinden hos en stor del af den danske befolkning.

En betydelig del af Finn Zieglers virke som jazzmusiker fandt sted på to spillesteder/værtshuse, som han derfor også meget naturligt er blevet stærkt identificeret med. I 1990’erne var det Finn Zieglers Hjørne på Frederiksberg og fra begyndelsen af 1970’erne La Fontaine, som han var medejer af frem til 1986. Han var med til at gøre Fontaine til et af Københavns mest afholdte jamsession steder. Det var tiden på La Fontaine, der skabte hans ry hos udenlandske musikere, som gæstede byen/landet, og lagde vejen forbi, når de havde afsluttet deres jobs andetsteds.

Netavisen fortsætter sin lille serie om kendte lokale personligheder, som har gravsted på Brønshøj kirkegård.