Brønshøj vandt sikkert 4-1 over Roskilde KFUM i pokalen

Det så yderst lovende ud, da Brønshøj tirsdag aften spillede sin første betydningsfulde kamp efter sommerferien. Det var pokalopgøret på udebane mod Roskilde KFUM, og her blev der i overlegen stil gjort rent bord med en sikker 4-1 sejr efter 1-0 ved pausen.

Hjemmeholdets trøstmål faldt kort før tid, og de skal nok være glade for, at det blev ved de 4-1.

Mads Walter startede festen efter 32 minutter, og den føring holdt til pausen. I anden halvleg øgede han til 2-0 efter 66 minutter, og Tarik Mourhrib øgede ikke langt tid efter til 3-0. Endelig scorede Rasmus Suhr så til 4-0, før hjemmeholdet fik reduceret få minutter før tid. En kamp der lover godt for de sortgule, som dominerede det meste af kampen.

Så nu er BB klar i hatten på fredag, når der trækkes lod til næste runde !

Det mener Brønshøj om kampen

tekst: Christian Haslund foto: Jakob Termansen

Sikkert videre i pokalen

I efterårslignende vejr spillede vi os sikkert videre til 2. runde af Oddset Pokalen, da KFUM Roskilde blev besejret 1-4 i Roskilde. Mads Walter – 2 styks – Tarik Mourhrib og Rasmus Suhr scorede målene.

Der var debut til fem spillere – Mads Walter, Malik Ait, Michael Lumb, Tarik Mourhrib og Tobias Gundel – samt comeback til to tidligere spillere – Aleksandar Lazarevic og Pierre Kanstrup. Alle syv spillere spillede en flot kamp.

Så har BB scoret – og naturligvis stor glæde blandt spillerne

Vi satte os på kampen fra start af, og efter de første 20-25 minutter var det begrænset, hvor meget KFUM Roskilde havde været på bolden. Samtidig lykkedes det os at komme frem til nogle fine muligheder. Den bedste af disse til Tarik, da han og Walter kom afsted i omstilling. Walter spillede bolden på tværs til Tarik, men Roskilde-spiller fik kastet sig ned og fik forhindret en scoring.

Debutscoring
I det 27. minut var hjemmeholdet for første gang i vores felt. Her lykkedes det dem at få bolden i mål. Men dommer Karl Emil Tang Nielsen dømte korrekt frispark til Tobias Gundel og annullerede målet.

Tre minutter senere var Mads Walter tæt på at komme på tavlen. Med nogle gode træk kom han frem til afslutning, men Roskilde fik reddet på stregen.

Men kort tid efter kom debutscoringen af Walter. Tarik tog chancen ude fra, men ramte undersiden af overliggeren. Bolden sprang tilbage i spil, og her var Walter mest vågen. Han var hurtig over bolden og kunne score sit første – men ikke sidste – Brønshøj-mål. 0-1.

Med 10 minutter tilbage af 1. halvleg havde værterne deres første afslutning. Men god redning af Tobias Gundel i målet.

Vi snører sækken

Vi fortsatte dominansen i 2. halvleg, men måtte vente ca. 20 minutter på kampens anden scoring, som ville kunne give mere ro på. Og i det 66. minut kom 0-2 målet og kort tid derefter scoringer til både 0-3 og 0-4.

KFUM Roskilde fik spillet bolden ud i fødderne på en Brønshøj-spiller. Bolden blev spillet ud til Tarik, der sendte bolden ind til Walter, som kunne score sit andet mål i kampen. 0-2 og Walter kunne vel ikke have bedt om en bedre debut.

Syv minutter senere var det Tariks tur til at være i målscorerens rolle. Malik tryllede med bolden i feltet, hvor han kom fri og kunne spillede bolden til en fri Tarik. Tarik sparkede første gang og kunne score sit første mål for Brønshøj. 0-3 og sejren måtte næsten være i hus.

En stærk debut af den driblestærke spiller, som var involveret i 0-1 målet, assisterede 0-2 målet og scorede 0-3 målet. Vi snakkede også med ham efter kampen.

”Jeg synes, at jeg havde en god præstation. Jeg kan godt mærke, at jeg lige skal komme ind i det med holdkammeraterne og vi skal lære hinanden at kende. Men overordnet set, så er jeg godt tilfreds med min præstation”, siger Tarik.

Til spørgsmål om vi kan forvente det samme på lørdag mod Herlev, som vi så mod KFUM Roskilde, svarede Tarik følgende: ”Det håber og regner jeg med. Jeg vil følge op på min gode præstation i dag.”

Et mål til hver

Med 10 minutter tilbage kom vi for fjerde gang på tavlen. Pierre Kanstrup brugte højre yderside og sendte bolden ind i det lille felt. Her steg Rasmus Suhr til vejrs og kunne heade kuglen i kassen. 0-4.

Med lidt over fem minutter tilbage af kampen var det tæt på 0-5. Michael Lumb tog chancen fra kanten af feltet, men måtte se sin afslutning ramme stolpen.

KFUM Roskilde pressede på i slutningen af kampen, og i det 88. minut fik de reduceret. Frederik Winther fik kæmpet sig mellem Philip Nyholm og Tobias Gundel og kunne score kampens sidste mål til slutstillingen 1-4.

Næste kamp

En sikker sejr, som aldrig var i fare og som også må siges at være helt fortjent. Sejren betyder, at vi er et skridt nærmere Europa og på fredag finder vi vores modstander i 2. runde af Oddset Pokalen. Her kan vi trække alt fra seriehold til Superligahold. Lodtrækningen bliver højst sandsynligt streamet på Facebook-siden for pokalturneringen.

Vi har alle været spændt på holdets niveau, og mon ikke både fans, spillere og trænere er tilfredse med, hvad de så i dag. Vi håber på en lignende forestilling, når det gælder sæsonpremieren i Danmarksserien på lørdag den 12. august kl. 14, når vi tager imod Herlev på Tingbjerg Ground.

I forbindelse med den kamp vil vi mindes Brønshøj-legenden John Bengtsson, som gik bort den 12. juli i år, med et minuts klapsalver inden kampstart.