Her er Brønshøjs nye trænerteam !

– Vi har indgået en aftale med Jan Faber og Bo Holden for den kommende sæson. Ved at ansætte hele to trænere satser vi benhårdt på, at vi skal nå vores målsætning om oprykning til 3. division, fortæller BB-direktør Claus Wiingaard fredag formiddag.
 

           

Jan Faber  (foto lånt fra Holbæks hjemmeside)                     Bo Holden (privatfoto fra Linkedin)

– De to trænere ansættes på ”lige vilkår”, hvilket betyder, at der skal samarbejdes om at nå vores mål, fortsætter direktøren. – Vi synes, at det bliver en rigtig spændende kombination, som vi forventer os meget af. Begge trænere har med deres hold sikret oprykning til 3. division, så de kender til målsætningen. De kender kun hinanden som kollegaer, men glæder sig til at trække på deres stærke sider og på den måde opnå en synergi.

Lidt om de to trænere:

Jan Faber: 47 år, bor i Næstved og har 2 piger. Faber har trænet Herlufsholm, Vordingborg og Holbæk – sidstnævnte sikrede han oprykning til 3. division i sidste sæson. Det sidste halve år har Faber tilbragt som assistent i Ringsted. Jan glæder sig til vores specielle Brønshøj-kultur. Derudover ser han Tingbjerg Grounds græsbane som et stort aktiv. Han har som aktiv spillet i Herlufsholm og Næstved.

Bo Holden: 53 år og har 2 børn på 26 og 23, der begge spiller fodbold. Begge drenge tænker fodbold 24/7. Bos kone spiller også fodbold. Han har selv trænet KFUM København og Herlev, som han rykkede op i 3. division med i 2021. Bo har senest trænet Bagsværd, som han sikrede oprykning til Sjællandsserien i sidste sæson. Herudover har Bo trænet ungdomselite i AB.  Bo har selv spillet lokalt i Smørum, Måløv, og Ballerup.  Bo ser frem til at arbejde med Brønshøj i særdeleshed på baggrund af vores specielle kultur og historie.

– Jan og Bo vil I den kommende tid starte på at få sammensat truppen, der skal starte efter vinterpausen, supplerer sportschef Thomas Ibsen.

Alle ser frem til at starte samarbejdet og glæder sig til at komme i gang efter nytår.