Bill og Brian kan fejre 10 års jubilæum som juletræssælgere
De to julenisser er efterhånden blevet lidt af en institution i bydelen hvert år, når julen nærmer sig, for så skal der traditionen tro sælges juletræer ved Seven Eleven på hjørnet af Frederikssundsvej og Mørkhøjvej.
Og sandelig om det ikke er 10. sæson, de to brave gutter har gang i netop nu. Efter en start længere op mod Brønshøj Torv, har parret de seneste mange år haft base i Husum. Netavisen besøgte dem i tirsdags, da de åbnede salget anno 2024, og det var et par glade sælgere, vi fik en snak med i deres varme campingvogn.
-Vi glæder os hvert år til denne skønne tid, hvor vi atter er leveringsdygtige af juletræer til lokalbefolkningen, sagde de begge samstemmende. – Og det er så skønt, når de samme kunder dukker op hvert år. De ved, vi er der, og de ved vores træer er friske. Allerede i august var vi hos vores leverandør og bestille de træer, som nu ligger klar. De blev fældet i slutningen af november måned. Vi har aldrig modtaget en klage i den tid, vi har solgt juletræer, og vi har såmænd glade kunder, som kommer med hjemmebagt kage.til os.
Vi ønsker at fejre vores jubilæum, og det sker lørdag den 14. december her på pladsen, hvor vi serverer varm gløgg – kakao og æbleskiver i perioden kl. 12-14. Og så vil vi da lige tilføje, at det er lykken at være naboer med Seven Eleven, som bare er alle tiders.
Her i starten har vi åbent mandag-fredag kl. 12-18 og lørdag, søndag kl. 10-18, slutter Bill og Brian. Netavisen gratulerer naturligvis med jubilæet !