En lille lokal autentisk julehistorie til højtiden

Når man kommer op i alderen, så dukker der mange tanker frem. Nogle af dem har tilmed været gledet helt i baggrunden. Men her er en lille historie, som udspillede sig for mange år siden i Brønshøj Boldklub.

af Flemming Antony

Det har jo aldrig været nogen hemmelighed, at jeg var og stadig er Vanløse-mand. Men fordi man elsker den ene, behøver man jo ikke at hade den anden. Og sådan har mit forhold altid været mellem de to klubber. Fra jeg første gang gjorde min entre i Brønshøj, tabte jeg mit hjerte til klubben. Utroligt – for førhen havde jeg ingen sympati for den. De to klubber var jo arvefjender.

I 1978 blev jeg lokalredaktør på en lokalavis i bydelen, og det var lidt af en omvæltning. Men en god en af slagsen. For Brønshøj spillede jo indtil da alle hjemmekampe i Vanløse Idrætspark, så hver anden søndag var jeg nede og se dem. Derved havde jeg også lært jeg alle BB-spillerne at kende, hvilket hjalp mig, da jeg nu var kommet til bydelen som skrivende.

Ikke lang tid efter min ansættelse blev jeg opsøgt af en mindre delegation fra BB med daværende formand Henrik Jespersen i spidsen og bl.a. Benny Lohse. Man kom simpelthen og spurgte, om jeg ville være konferencier ved deres 60 års jubilæumsfest. Det var godt nok lidt af en udfordring – jeg skulle jo vade direkte ind i “fjendens lejr”. Men hold da op hvad det dog førte med sig. Naturligvis sagde jeg ja – og den jubilæumsfest betød, at jeg helt tabte mit hjerte til de sortgule. Så meget – at jeg 1. januar 1980 skrev kontrakt med Brønshøj som manager. Et job jeg tidligere havde bestridt i Vanløse. Jeg husker bl.a. at Flemming Nielsen i BT skrev om “det første managerskift” i dansk fodbold.

Der var altid glæde, når vi kunne forlænge med BB’s fantastiske Leif Sørensen. Her er vi sammen med daværende træner Ebbe Skovdahl.

Det blev til nogle fantastiske år. Brønshøj lå på det tidspunkt i bunden af 3. division, men på bare et par sæsoner rykkede klubben op i landets bedste række – den daværende 1. division, og der lå de i hele syv år, hvilket er rekorden for de sortgule. Mit job var at skaffe kapital og nye spillere til klubben, og det lykkedes altså fuldt ud.

Vi springer så adskillige år frem til omkring 2000 – 2001, hvor Bjarne Jensen var træner for klubben. Jeg havde i mellemtiden købt Brønshøj-Husum Avis, og jeg gik rundt og havde en vanvittig tanke. Tænk at få lov til at spille på klubbens divisionshold – bare 10 minutters tid. Så jeg kontaktede BB’s daværende formand og forelagde ham følgende skøre ide. Giv mig 10 minutter i en divisionskamp, så får klubben 100.000 kroner !

Det skulle vise sig at udløse en større undersøgelse. Først skulle Bjarne Jensen godkende ideen – og han var ellers en meget seriøs person. Men han gik med til det på en betingelse – at jeg skulle indgå i divisionsholdets træning uden at kny. Og det var da okay. Men så røg det videre til DBU, og der stoppede projektet. Jeg blev ringet op en eftermiddag af den tidligere topdommer Peter Mikkelsen, som havde sagen liggende på sit bord i DBU. Og han forklarede mig, at det ikke kunne nås at gøre mig til “lovlig” spiller, da der kun manglede tre kampe i turneringen, og at jeg jo havde spillet for Jægersborg Boldklub i samme sæson. Så der sluttede drømmen og kapitlet. Lidt ærgerligt for BB’s ledelse og træner havde ellers sagt okay. Naturligvis på betingelse af, at det ikke var en livsvigtig kamp, og at jeg bare skulle have de sidste 10 minutter i et af de sidste opgør.

Det skal siges, at jeg på det tidspunkt var blevet 54 år, hvilket jo egentlig også var helt vildt. Men jeg har altid været i en god form, og 10 minutter kunne jeg vel med lidt held og gode medspillere vel nok have klaret.

Holdet der blev Københavnsmestre første gang talte flere koryfæer som Marten Svart, Leif Sørensen, Gert Hjerming, Verner Eriksen, Poul Olesen og Claus Jørgensen.

Som 60-årig spillede jeg min første turneringskamp for de sortgule. I starten på veteranholdet og senere som master. Her opnåede jeg at spille på hold med de spillere, jeg i sin tid skrev kontrakt med som manager, og vi opnåede tre Københavnsmesterskaber. En fantastisk afslutning på en lang fodboldtid, som startede, da jeg bare var 6 år gammel og debuterede på Lundbys drengehold i 1953. Vi var 6 lilleputter, som aldrig havde spillet en turneringskamp før – og så debuterede vi på klubbens drengehold, da landsbyens drenge var i spejderlejr. Det gik ikke så godt – vi tabte 27-0 !

Ugen efter debuterede så vi på klubbens lilleputhold mod jævnaldrende, og der vandt vi 5-0 !

Ak ja der dukker mange minder op, når man først tænker tilbage. Jeg nåede at spille 123 kampe på Brønshøjs veteran/master – og det var en herlig tid:

Med denne lille historie vil jeg ønske alle fodboldelskere en glædelig jul og et godt nytår !

Flemming Antony