Nu kan man sende sin brugte madras til genanvendelse

Boksmadrasser, springmadrasser, skummadrasser og topmadrasser. Hvert år smides der omkring 65.000 madrasser ud i København. Men madrasserne indeholder gode materialer, der kan genanvendes. Derfor har Københavns Kommune påbegyndt et nyt forsøg, hvor man i ni måneder vil indsamle tørre madrasser i hele byen og sende dem til genanvendelse.

Årligt smides der omkring 65.000 madrasser ud i København altså mere end 1.300 tons. Det svarer til, at hver københavner skifter sin madras ud hvert tiende år. Madrasserne fylder i affaldsskurene og på genbrugspladserne, og de indeholder materialer, som kan bruges til nye produkter. I dag er det kun fjedrene af metal samt træ fra boksmadrasserne, der bliver genanvendt. Resten af materialerne sendes til forbrænding.

           

Skummadrasser der behandles til genanvendelse på anlægget ‘RetourMatras’ i Holland.                        Foto: Københavns Kommune

Derfor har Københavns Kommune påbegyndt et nyt forsøg den 1. februar og de næste ni måneder frem. hvor man vil indsamle tørre madrasser i hele byen og sende dem til genanvendelse på det nye sorteringsanlæg på Prøvestenen i København og til et specialiseret sorteringsanlæg i Holland.


Madrasserne skal være tørre
Et af kravene til at man kan genanvende madrasserne er, at de skal være tørre. Derfor er det vigtigt, at man stiller sin gamle madras i et overdækket rum til stort indbo i gården eller afleverer sin madras i de tørre containere på Sydhavn Genbrugscenter eller Borgervænget Genbrugsstation.

Når madrasserne er indsamlet, bliver de kørt til Prøvestenen i København. Her vil firmaet Norrecco sortere madrasserne. Boksmadrasserne afmonteres på stedet og sorteres i træ, der kan blive til spånplader og metal som f.eks. kan blive til nye fjedre.

Spring- og skummadrasser pakkes og sendes til Holland, hvor de bliver behandlet på et specialiseret sorteringsanlæg, der er bygget til at dele madrasserne op i materialer til genanvendelse, herunder skum, latex, metal og tekstiler.

Bøvlet type affald
Ifølge Line Barfod, der er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, er madrasserne svære at have med at gøre, når man skal af med dem.

– Madrasser er en af de mange eksempler på en type affald, der er lidt bøvlet og som vi tidligere har sat ned i gården og ladet blive udsat for vind og vejr. Nu skal vi prøve at gøre noget nyt. Vi skal sætte de gamle madrasser i ly, så vi i Københavns Kommune kan indsamle dem tørt og på den måde kan genanvende materialerne til nye produkter, siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

Forsøget vil som nævnt vare i ni måneder  og skal danne grundlag for en efterfølgende beslutning om, hvorvidt ordningen skal overgå til almindelig drift.

Fakta:

  • Hvert år smides der omkring 65.000 madrasser ud i Københavns Kommune
  • Københavns Kommune starter et forsøg, hvor man fra d. 1. februar og i de næste ni måneder vil indsamle tørre madrasser i hele byen og sende dem til genanvendelse.
  • Boksmadrasserne bliver findelt og sorteret til genanvendelse på det nye sorteringsanlæg på Prøvestenen i København imens skum- og springmadrasser behandles på et specialiseret sorteringsanlæg i Holland.
  • Københavns Kommune forventer at samle ca. 400 tons madrasser i det kommende forsøg fordelt på 100 tons fra genbrugspladser og 300 tons fra stort indbo.
  • Man kan selv aflevere sin madras til genanvendelse på to forskellige genbrugsstationer i en tør container på Sydhavn Genbrugscenter og Borgervænget Genbrugsstation.