Krudtuglens skæbne kender ingen - den er lukket - men til salg !

Restaurant Krudtuglen har gennem generationer nærmest hørt til bybilledet i Husum. Tidligere hed stedet kun Uglen, men det blev der lavet om på i firserne, hvor nye folk kom til. Nu har den imidlertid været lukket i lang tid, og netavisen har på det seneste fået flere opfordringer til at finde ud af, hvad der skal ske med stedet i fremtiden.

Så vi har været i forbindelse med firmaet Kornerup-Bang & Partnere, som har udbudt restauranten til salg. Det blev til en hyggelig snak med erhvervsformidler Jacob Behrend Aaberg som kunne berolige med, at man leder efter en køber, som kan føre Krudtuglen videre. Sidste år havde man ellers fundet en ny indehaver, men det lykkedes ikke for vedkommende at få gang i tingene, så nu er den altså til salg igen. Det store spørgsmål er, om Krudtuglen nogensinde kan føres videre i sit gamle og traditionelle regi. Tiderne forandrer sig hele tiden, så ingen skal blive forbavset, hvis der kommer noget helt andet og nyt.

                 

Mange lokale har minder fra restauranten ved siden af tankstationen, og flere går sikkert og håber på, at Krudtuglen vil genopstå som den man kender og har kendt.

                 

Netavisen har fået lovning på at blive underrettet, når der er afgørende nyt. Så lige nu er der ingen, der ved, hvad der kommer. I værste fald kan man risikere, at det bliver noget helt andet.