En snak med IF Stadions formand / 2. del

Tidligere på ugen tog netavisen fat på IF Stadions formand Casper Eghøj Hansen for at høre lidt om hans start på den nye post samt om klubbens fremtid i det hele taget. I dag bringer vi 2. del ..

Det er vigtigt med sponsorer i IF Stadion – og dejligt når flere lokale butikker følger med, Her er det Skousen i Husum, som bekræfter en aftale.

Man kan se, klubben har pæn stor opbakning fra diverse lokale og ikke lokale sponsorer, det må da i sig selv være en rar tanke. Er IF Stadion rustet til f.eks, at ligge i en højere række ?

En af mine vigtigste opgaver som formand er det kommercielle grundlag. Jeg bliver næsten rørt over den store opbakning som jeg og IF Stadion møder, når vi er rundt hos de lokale virksomheder. Så helt indledningsvist vil vi sende en kæmpe tak til alle de lokale virksomheder som på den ene eller anden måde støtter os. Uden dem, så ville vi ikke kunne drive klubben.

Vi vil gerne have endnu flere lokale virksomheder med. Jeg tror næsten ikke der er en virksomhed i Brønshøj, Husum og Tingbjerg, som jeg ikke har været i kontakt med. De fleste er meget åbne og interesserede i at høre mere om os, men jeg mærker flere trække sig fordi mange tror, at det koster en formue at sponsorere en sportsklub. Til det må jeg bare sige: hos os i IF Stadion er alle virksomheder velkommen uanset hvad man har lyst til at støtte med. Alle får adgang til vores netværk og arrangementer og det til hyggelige og specielle sammenhold som jeg mærker sponsorerne har i klubben. Jeg mærker at sponsorerne er rigtig gode til at bruge hinanden, ligesom klubbens medlemmer er rigtigt gode til at gå hen til de virksomheder som støtter klubben. Så jeg synes at man får rigtigt meget ud af et sponsorat hos os – og det er uden at skulle lægge en formue.

 

Et sponsorskab er ikke bare et navn på en trøje – det er en bekræftelse på støtte til en klub, som går helt ned gennem rækkerne. Her er det Kaiser Sport & Ortopædi i Brønshøj, der sikrer sig en plads på holdet.

Jeg plejer at sige, at man som sponsor i IF Stadion ikke blot sponsorerer et hold i 2. division. Nej, som sponsor i IF Stadion bidrager man til et helt projekt, der tæller fra vores U4 til seniorafdelingen. Vi kæmper hver dag for at introducere områdets børn og unge til foreningslivet via forskellige skolesamarbejder, sociale partnerskaber og forskellige tiltag via DIF. Vi gør det fordi vi tager ansvar for området i Brønshøj, Husum og Tingbjerg, og vi vil have de unge væk fra gaden og ind i fællesskabet. Vi skaber via vores ungdomsafdeling hele mennesker som områdets virksomheder senere har behov for, når de skal ud og ansætte folk. Til det har vi behov for rollemodeller, og det er derfor det er utroligt vigtigt for området og områdets børn og unge, at have et godt og solidt seniorhold, som de unge kan spejle sig i.  

Hvis vi derfor skal rykke IF Stadion hen i en retning mod 1. division og derved have de her rollemodeller for de unge, så skal vi have flere virksomheder med ombord. Det er faktisk ikke meget der skal til før at det kan blive til virkelighed. Modsat fodbold, så kan det i håndbold gøres for et forholdsvist ’’beskedent’’ beløb.

Så hvis områdets virksomheder spekulerer over hvordan man kan støtte et projekt, hvor vi integrerer og udvikler områdets børn og unge, samt skaber de nødvendige rollemodeller, så håber jeg at virksomhederne vil tænke på os. Et sponsorat er jo i øvrigt fradragsberettiget .  

Hvor mange sæsoner har klubben ligget i 2. division ?

Klubben har ligget i 2. division i cirka 15 år.

For nogle år siden rykkede I fra Bellahøj Hallen og ned i en splinterny hal i Voldparken. Har det været en fordel ? I var jo i Bellahøj Hallen i en del år – og har også spillet i Tingbjerg Hallen.

Vi er utroligt glade for hallen. Jeg ved at Allan Juhl Jensen og Karsten Brisell arbejdede dag og nat for at den hal kom. Jeg synes – med alt respekt – at nogle interessenter i hallen glemmer, at hvis det ikke havde været for Allan og Karsten, så havde den hal ikke stået der i dag. Jeg savner i den forbindelse en smule mere samarbejde og forståelse for de initiativer som vi i IF Stadion ofte forsøger at iværksætte.

Vi følger projektet omkring den nye multihal 200 meter fra os meget tæt. VI kommer til at være meget aktive omkring høringsprocessen, da hallen kan være med til at rykke klubben i en mere professionel retning.  

 

Savner I mere opbakning til hjemmekampene i ECV-hallen ? Tit er det jo nærmest modstanderne, der kommer med de fleste tilskuere.

Jeg synes generelt vores opbakning er fin. Vi har i år forsøgt at rykke nogle af vores kampe hen til fredag aften. Det har været med blandet succes. Vi har rakt ud til Brønshøj Boldklub med henblik på at lave flere dobbeltarrangementer, hvor en billet hos den ene giver adgang hos den anden. Det håber jeg kan stables på benene næste sæson.

Jeg håber at flere virksomheder har lyst til at komme forbi til kampe. Vi har faktisk et ret fedt og hyggeligt setup med dygtige frivillige, der både sælger fadøl og sodavand, men også skaber stemning ved at lave fed musik og speaker. Generelt formår de frivillige at skabe en hyggelig stemning i hallen, som man ikke finder andre steder på dette niveau.

Og hvad er fremtidsplanerne ellers for den gode gamle klub, som engang har været danske mestre ?

Jeg har først og fremmest en drøm om, at vores ungdomsafdeling bliver større. Vi arbejder dag og nat for at få de unge væk fra gaden og ind i foreningslivet. Det gør vi fordi at foreningslivet skaber hele mennesker. Det er en af vores kerneværdier i klubben.

For vores 2. divisionshold er vi fortsat i den her opbygningsfase, men jeg forventer og håber på, at vi allerede i næste sæson igen er at finde i toppen af rækken. Drømmen på sigt er jo at skabe det her 1. divisionshold, hvor vi har en masse lokale virksomheder i ryggen, slutter Casper Eghøj Hansen.

IF Stadion kan for øvrigt sikre sin forbliven i 2. division med en sejr ude mod Team Sydhavsøerne på søndag kl. 14.00 i Maribo Hallerne.