Frederikssundsvejs tunnelen er først helt klar igen om godt et år

Vejdirektoratet er – som jo alle efterhånden har fundet ud af – i fuld gang med at renovere Frederikssundsvejs tunnelen ved Bellahøj, og nu er der sat dato på de første totalspærringer.

             

               Det igangværende arbejde på Frederikssundsvejs tunnelen forventes at vare godt et år.                               Foto: Vejdirektoratet

Arbejdet med at renovere Frederikssundsvejs tunnelen ved Bellahøj i København skrider støt og roligt fremad, og nu er det tid for Vejdirektoratets entreprenør til at tage hul på en ny fase, som betyder, at tunnelen vil blive lukket for al trafik om natten over en række weekender.

Totalspærringerne er nødvendige for, at man kan udføre betonreparationer på den midterste del af tunnelloftet, da denne ikke kan tilgås under de almindelige afspærringer, hvor der er to åbne vognbaner.

Hvis alt går vel, kan Vejdirektoratets entreprenør nøjes med at lukke for tunnelen hen over to weekender, mens den tredje weekend 31. maj til 2. juni er lagt ind som en buffer.

Arbejdet er lagt om natten i weekenden for at være til mindst mulig gene for trafikanterne. Der er tale om totalspærringer af begge tunnelrør.

Weekenden 10.-12. maj:

  • Fredag kl. 23.00 til 5.00 næste morgen
  • Lørdag kl. 23.00 til 5.00 næste morgen
  • Søndag kl. 23.00 til 5.00 næste morgen

Weekenden 24.-26. maj:

  • Fredag kl. 23.00 til 5.00 næste morgen
  • Lørdag kl. 23.00 til 5.00 næste morgen
  • Søndag kl. 23.00 til 5.00 næste morgen

Weekenden 31. maj til 2. juni:  

  • Fredag kl. 23.00 til 5.00 næste morgen
  • Lørdag kl. 23.00 til 5.00 næste morgen
  • Søndag kl. 23.00 til 5.00 næste morgen

Der vil også længere fremme i renoveringen af Frederikssundsvejs tunnelen blive anvendt totalspærringer, men det vil vi underrette om i netavisen.

Fra Vejdirektoratet beklager man på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.