Fix tabte et vigtigt skridt i ugens løb - og det spidser til
Fix har spillet to kampe i denne uge – og allerede på mandag skal holdet på banen igen. Et hårdt program før turneringen er afgjort.
Det startede tidligere på ugen med en kneben 3-2 sejr over Sønderbro på hjemmebane. Fix førte 2-0 på mål af Jonas Krøyer efter assist fra Jakob Kronbøl, og Marvin Gransee på oplæg fra Chris Jacobsen. Den føring blev imidlertid udlignet i slutningen af anden halvleg, men i kampens døende minutter scorede Chris Jacobsen sejrsmålet til 3-2 på en assist fra Jakob Kronbøl.
Fredag aften tabte Fix udekampen mod Prespa med 2-1, og det var tre meget vigtige point, man dermed mistede. Hjemmeholdet scorede begge mål indenfor et par minutter i første halvleg. Det lykkedes for Fix at reducere ved Chris Jacobsen, men mere blev det ikke til. En sejr havde bragt Fix op på førstepladsen !
Mandag aften spiller de rødhvide på udebane mod Valby kl. 19.00 – og så er der blot en enkelt kamp tilbage mod topholdet FC Culpa – men heldigvis på hjemmebanen i Gadelandet !