Efter søndagens skuffelse kræver det et mirakel, hvis Fix skal rykke op i Serie 1 !
Det har ikke ligefrem været en jubelweekend for vore lokale fodboldklubber. Lørdag tabte Brønshøj den yderst vigtige topkamp i Glostrup, Husum tabte den knapt så vigtige kamp mod FB og søndag eftermiddag måtte Fix nøjes med uafgjort 1-1 mod Culpa. Altså alt i alt en deprimerende omgang.
For at tage Fix først, så er spillet og håbet ikke helt ude endnu. Men det kræver et mirakel, hvis de rødhvide skal have den oprykning, de har bejlet til hele foråret. Det der har ødelagt tegningen var nederlaget i sidste uge til Prespa på 2-1. En kamp Fix på papiret skulle have vundet. Og da det så i dag kun blev uafgjort 1-1 mod Culpa, så ser tingene knapt så godt ud.
Fix har spillet færdig, mens de tre nærmeste konkurrenter endnu har en kamp i hånden. Så der er lige nogle resultater, som skal flaske sig. Fix har lige nu på førstepladsen 54 point, mens Culpa, Amager og CBS er lige efter med 53 point.
Culpa og CBS skal tabe deres kampe det står helt fast. Og faktisk også Amager FF. De spiller deres sidste kampe på lørdag – og taber de alle, så er Fix oppe. Men, men – det kræver altså et mirakel, hvis ingen af dem vinder.
Culpa spiller på Kløvermarken mod Nyhavn, som ligger nr. 9. CBS spiller også på Kløvermarken mod KFB, som ligger nr. 11, og så har Amager FF hjemmebane mod Prespa, som er på 6. pladsen. Alle kampe spilles kl. 14.00.
I Fix ser man i skuffelsens stund realistisk på det. – Vi har haft et meget flot forår og havde håbet, vi kunne give klubben en oprykning i jubilæumsgave, men sådan skulle det altså ikke være, ser det ud til, siger træner Rasmus Kronbøl til netavisen. – Så må vi jo bare komme igen i næste sæson.
Men altså – lørdag kl. 16.00 har vi i alle tilfælde resultaterne, og dem bringer vi naturligvis i netavisen.