Farvel og tak for denne gang !
Tak for denne gang, siger Rasmus Vilstrup, som dog fortsætter indenfor branchen.
For godt et par år siden åbnede en ny brillebutik i Brønshøj på Frederikssundsvej 168 – Vilstrup Optik. Parret bag var Rasmus og Mathilde, og de slog dørene op for butikken helt nøjagtig i marts måned 2022. Det var i allerhøjeste grad et spring fra 10-metervippen, eftersom Brønshøj i forvejen var og er begunstiget af fem optikere. Det vidste de, men begge troede på, at det nok skulle lykkes at få Vilstrup Optik op at køre. Ikke mindst fordi det hele er og var så lokalt, som det overhovedet kunne blive, eftersom parret er bosiddende i bydelen.
Men desværre lykkedes det ikke. Butikken er så småt ved at lukke ned.
– Sådan er livet, siger Rasmus til netavisen, da vi var forbi i sidste uge. – Det var måske lidt naivt at tage konkurrencen op mod store herboende brillekæder, men vi tog altså chancen, og at det ikke lykkedes lever vi med. Jeg fortsætter heldigvis indenfor faget – bare længere inde i byen, og vi bliver boende i Brønshøj-Husum, som vi holder uendelig meget af.
Vi siger tak for denne gang og ønsker alle en god sommer, slutter den unge optiker.