Ingen har sagt, det bliver let - BB tabte igen på udebane !
Det har været et lidt halvlunkent comeback for BB i divisionsfodbolden. En sejr og uafgjort på hjemmebane og to nederlag ude. Det har givet en pointhøst på fire efter fire kampe og en placering i nederste halvdel.
Men lad os nu ikke male en vis herre på væggen. Turneringen er ny endnu – og BB’erne skal lige vænne sig lidt til tempoet. Lørdagens modstander Brabrand var jo ned rykker fra 2. division, men de sortgule var oprykker fra Danmarksserien. Det vil sige – før den nye sæson var der to rækker mellem klubberne.
Som man har kunne følge med i, er Brønshøjs trup blevet udvidet. Faktisk væsentligt. Og tilgangen har alle en vis kvalitet. Så lad det nu få en chance. Ingen har sagt, det bliver let.
Opgaven i Brabrand ved Århus var stort set ganske jævnbyrdig med et lille plus til hjemmeholdet, der altså også formåede at udnytte sine chancer bedre end BB. Så efter 1-0 ved pausen sluttede opgøret 2-0 til jyderne.
Næste opgave er igen mod en nedrykker fra 2. division. FA 2000 kommer på besøg lørdag den 31. august kl. 14.00 på Tingbjerg Ground. Og der er BB altså ubesejret i den nye sæson indtil nu !!