Ny stander med bioposer skal gøre det nemmere at sortere madaffald

Fremover bliver det nemmere at hente bioposer til madaffald i hovedstaden. Fra i dag mandag går Københavns Kommune i gang med at sætte standere med bioposer op i gårdene i København. På standeren kan man også finde grønne køkkenkurve og holdere, så det bliver nemmere i det daglige at få fat i sorteringsudstyr til sit madaffald.

             

Fra midten af september til december 2024 vil der blive sat omkring 7000 standere op i København. Standeren bliver sat op i etageejendomme, hvor der er en affaldsbeholder til madaffald og hvor der er mindst fem boligenheder. Den nye stander er udviklet af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Billigere løsning
Tidligere har man som københavner kunnet bestille nye bioposer, grønne køkkenkurve og holdere på Teknik- og Miljøforvaltningens hjemmeside. Det er dyrt i omkostninger til forsendelse. Derfor har forvaltningen undersøgt forskellige muligheder for at stille sorteringsudstyr til rådighed på en nemmere og bedre måde.

Standeren er valgt som den løsning, der både er mest økonomisk, driftssikker og giver den bedste service til københavnerne. Forvaltningens undersøgelser indikerer også, at nem adgang til bioposer, køkkenkurve og holdere gør, at flere københavnere sorterer madaffald, og at færre falder fra, når man for eksempel flytter. Med standeren har forvaltningen forsøgt at gøre det så nemt som muligt at få nye bioposer, kurve og holdere. Man kan fortsat finde grønne bioposer på de fleste biblioteker samt på nær- og genbrugsstationerne.

Sortering af madaffald virker
Sidste år blev der indsamlet 15.500 ton madaffald i København. Det er en stigning fra året før, hvor der blev indsamlet 14.500 ton madaffald. Det sorterede og indsamlede madaffald i 2023 har givet en klimabesparelse på 3.200 ton CO2.

Og den positive udvikling skal vi fortsætte, siger teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL):

– Når vi spørger københavnerne, så er madaffald den type affald, som de synes er mest bøvlet at sortere. Derfor sætter vi nu standere op i alle byens gårde, så man selv kan hente nye grønne bioposer, når man lige står og mangler dem. Madaffaldet bliver til gas, varme og strøm og derfor er det vigtigt, at vi sorterer så meget som muligt, så vi kan passe på vores by og på klimaet.

Standeren bliver i Københavns kommune udrullet bydel for bydel i denne rækkefølge: 
– Østerbro
– Vesterbro/Kgs. Enghave
– Nørrebro
– Bispebjerg
– Indre by
– Valby
– Amager Øst
– Amager Vest
– Vanløse
Brønshøj/Husum

Fakta om madaffald
• Madaffaldet bliver indsamlet i Københavns Kommune og kørt til Solrød Biogasanlæg. Her bliver det omdannet til biogas og gødning. Biogassen bruges til el og varme. Gødningen er ren og bliver anvendt på økologiske marker.

• F.eks. kan 2 fyldte poser om ugen i et år blive til 62 varme brusebade af 5 min.

• I 2023 indsamledes 15.500 ton madaffald. Det giver 1,34 mio. kubikmeter oprenset biogas.

• Energien i 15.500 ton madaffald, svarer til 5 mio. brusebade.

• Kommer man op på målet i 2024, som er 39.000 ton, så svarer det til 13 mio. varme brusebade.

• Et flertal i Borgerrepræsentationen vedtog i december 2018 som del af planen Cirkulær København en målsætning om, at 70 % af al husholdningsaffald i Københavns Kommune skal indsamles til genanvendelse i 2024.