Stadion vandt årets syvende sejr i træk, da det blev 35-16 over BK Ydun
En pokalsejr og seks flotte sejre i 3. division har Stadion præsteret indtil nu i denne sæson. Det kan næsten ikke blive bedre. Lørdagens kamp mod BK Ydun sluttede med hele 35-16 efter 20-7 ved pausen. Her var tale om ren legestue især før pausen.
– Det er noget af det ypperligste, jeg har set drengene spille i denne sæson, sagde en glad og tilfreds træner Brian Spangsgaard efter kampen. – Og så er det klart, at man med den føring tillader visse ting efter pausen. Så dejligt at alle spillerne kom på banen og blev en del af denne sejr, som lægger yderligere op til efterårets- og vinterens utvetydige topkamp fredag aften i Baunehøjhallen mod Ajax. Her har hjemmeholdet fået en lignende start på sæsonen, der bliver knald på. Mon ikke der kommer 4-500 tilskuere til den kamp ?
Men vi kommer topmotiverede og med troen på, at vi kan vinde den kamp, selvom det bliver svært, slutter Stadions træner Brian Spangsgaard.