Afdelingsbestyrelsen på Bellahøj klager over kommunalt påbud 

Det kommunale påbud om genhusning har dramatiske konsekvenser for mange beboere på Bellahøj.

Afdelingsbestyrelsen for Bellahøj I og II klager til Boligministeriets Sektortilsyn over det kommunale påbud fra den 13. januar 2023 om genhusning af beboerne i Bellahøj II. Det sker i form af en skrivelse underskrevet af Formand for afdelingsbestyrelsen for Bellahøj I og II, SAB, John Steen Johansen. 

Klagen blev sendt til sektortilsynet tirsdag den 21. februar 2023. 

Boligselskabet SAB mener, at flere af Bellahøjhusene er sammenstyrtningstruede under kraftige vindforhold.

Københavns Kommune udstedte, med henvisning til denne bekymring og mulige evakueringer af beboerne ved kraftig blæst, fredag den 13. januar 2023 et påbud med besked om, at genhusning af mange af afdelingens beboere skal være gennemført med udgangen af juni 2024.

SAB tvinger med henvisning til påbuddet en stor del af beboerne i SAB Bellahøj II ud i permanent genhusning.

Advokat René Offersen rettede den 21. februar 2023 på vegne af afdelingsbestyrelsen for Bellahøj I og II henvendelse til Social- og Boligministeriets Sektortilsyn om Københavns Kommunes påbud til SAB.

I brevet til Sektortilsynet rejses kritik af det mangelfulde beslutningsgrundlag og begrundelsen for påbud.

Advokaten påpeger, at påbuddet på grund af utilstrækkelig oplysning og manglende begrundelse bør ophæves og hjemvises til Københavns Kommune med pålæg om at træffe en fuldt oplyst og begrundet afgørelse med inddragelse af relevante målinger direkte på husene for at afklare, om bygningernes konstruktion og tilstand reelt udgør en risiko for beboerne under kraftige vindforhold.

Boligselskabets beregninger bygger primært på undersøgelser af modeller af husene gennemført i en vindtunnel på Vesterbro.  

Da stormen Otto for nylig ramte København med stormende kuling, blev der ifølge DMI natten mellem fredag den 17. og lørdag den 18. februar over flere timer målt middelvinde på mellem 15 – 19 m/s med vindstød over 28 m/s.

Bellahøjhusene blev med andre ord testet i naturens store vindtunnel med betydeligt kraftigere vinde, end de efter administrationsselskabet KAB´s egen vurdering kan tåle.

Efter afdelingsbestyrelsens mening står Bellahøjhusene stadig robuste og stærke. Og der er tid nok til at foretage målinger direkte på bygningerne, så der kan bringes sikkerhed tilbage til bygningerne og tryghed til beboerne.

Brevet til Social- og Boligministeriets Sektortilsyn og de tilhørende bilag vedhæftes her og kan læses på afdelingsbestyrelsens hjemmeside, www.bellahoj.com