Enestående præstation af Stadion - vandt sjette sejr i træk på mål i sidste sekund
HÅNDBOLD: Det har været en yderst dramatisk og bevægende weekend for alle, der følger de lokale mandskaber indenfor sporten. I går var de fleste et hjerteslag nær, da Brønshøj kvalificerede sig til oprykningsspillet i foråret, og søndag eftermiddag var der gang i restenilerne og neglebidningen i Bellahøjhallen, da IF Stadion præsterede at vinde sæsonens sjette sejr i træk. Det blev 26-25 mod et TMS2 mandskab, som var blevet forstærket med hele fem førsteholdsspillere, hvoraf mindst de tre stammer fra startopstillingen.
En enestående præstation af de lokale håndboldspillere, der ligesom udstråler en uovervindelighed, når de er på banen. Selve kampen startede ellers med, at hjemmeholdet kom bagud 0-2 og ind i mellem var bagud med tre mål. Alligevel fik Stadion udlignet før pausen, så det stod 12-12 ved halvtid.
De sidste 30 minutter blev den rene gyser. Det ene øjeblik førte Stadion med en eller to kasser, og det andet øjeblik var gæsterne i front med samme antal. Omkring fem minutter før tid førte Stadion imidlertid med 24-22, og man begyndte så småt at tro på sejren. Men så kom der udvisninger, og pludselig stod det 24-25 med et minut tilbage. Det blev et minut, de færreste glemmer. Stadion var i undertal, men fik udlignet, og så var der bare et halvt minut tilbage. Her bliver Michael Jensen flået i armen, hvilket burde have givet rent rødt kort. Ringstedspilleren slap imidlertid med to minutters udvisning.
Spillet blev sat i gang igen, nu var man lige mange på banen. Stadion havde bolden, og bare to sekunder før tid slipper Michael Jensen igennem og scorer sejrsmålet til 26-25 under vild jubel.
Helt utroligt at Stadions spillere formåede at holde fanen højt og bare køre videre trods modgang undervejs. Nu har de tilkæmpet sig tolv point efter seks kampe og deler førstepladsen med ambitiøse og storsatsende FIF, som også fik sin sjette sejr på stribe med 25-21 i Rødovre.
Næste opgave er på søndag den 13. november ude mod Herlev/Hjorten kl. 16.30 i Herlev Hallen. Spændende om Stadion kan holde kadencen. Det her lugter i hvert fald af noget stort !!