Lynmål ikke nok mod Avarta, og så tabte Brønshøj til et bedre hold på dagen

Brønshøj kunne ikke have bedt om en bedre start på dagens kamp, men alligevel endte med det med hjemmenederlag, da puljens tophold Avarta kiggede forbi. Patrick Naundrup og Oskar Tranberg scorede et mål hver, da det blev til et 2-3 nederlag.

Tekst og foto: Christian Haslund

Tilskuerne havde knap nok nået at tage den første slurk af øllen og den første bid af pølsen, før Brønshøj havde bragt sig foran. Sian Hansen tog et hurtigt indkast til Jonas Skovengaard, og fra baglinjen sendte han bolden ind til Naundrup, der tog et træk, inden han sendte bolden over i det lange hjørne. 1-0 til Brønshøj efter 24 sekunder.

BB fortsatte med at klø på, og det var tæt på at blive 2-0 bare 3-4 minutter senere. Her var hvepsene tre mod tre, men Sian Hansen havde ikke fået indstillet sigtekornet og sendte bolden et stykke forbi mål.

ba1

En sikker reducering af Oskar Tranberg på straffe til 2-3

Kampen fandt herefter et naturligt leje lige indtil det 18. minut. Her fik Avarta frispark ude i venstre side, og hvad der var en indøvet dødboldsituation lykkedes for gæsterne. Bolden blev sendt ind i feltet, hvor den blev headet på tværs. Her dukkede Jacob Albrechtsen op og prikkede den i mål til stillingen 1-1.

Det holdt dog kun i kort tid. Endnu en dødbold gav en Avarta-scoring. Et hjørnespark blev slået ind fra Avartas højre side, hvorefter der opstod et par skudmuligheder til gæsterne, som dog blev blokeret. Men BB forsvaret fik ikke sparket væk, og så kunne Emil Thomsen gøre det til 2-1 til gæsterne.

Avarta var også tæt på at gøre det til 3-1, da Marko Radosavljevic sled sig forbi to Brønshøj-spillere og afsluttede fra en spids vinkel, men Johan Gårdsvoll fik fingrene på og styrede bolden udenom målet.

ba2

Her presser Avarta mod BB’s mål dog uden at score.

Det blev dog til 3-1, da en høj bold blev smidt ind i Brønshøjs felt. Her blev kuglen snittet videre ud til kantspilleren, der med en præcis bold fandt Emil Thomsen, som kom foran Gårdsvoll og headede sit andet mål i nettet. Avarta kunne derfor gå til pausen med en to-måls føring.

Det lignede en svær opgave for Jesper Hansens tropper i 2. halvleg, og selvom det lykkedes at skabe et par chancer i 2. halvlegs første ti minutter, så var Avarta tættere på 4-1 end Brønshøj var på 2-3.

Gæsternes angriber Marko Radosavljevic havde nogle gode muligheder for at score, men han måtte bl.a. se sit ene forsøg tage overliggeren. Andre Avarta-spillere ville også lege med, og kun et par glidende Brønshøj-spillere forhindrede flere Avarta-scoringer.

De sidste tyve minutter trak Avarta sig tilbage og overlod initiativet til hvepsene. Men Brønshøj havde svært ved at spille sig frem til chancer. Udeholdet kom også til kampen med puljens bedste defensiv, og inden kampen havde de blot lukket otte mål ind.

Ti minutter før tid lykkedes det dog for Brønshøj at få reduceret. Naundrup blev nedlagt i feltet, og dommer Janus Vorm pegede med det samme på pletten. Tranberg skulle tage sig af straffesparket, og han sparkede den usvigeligt sikkert ind i kassen til stillingen 2-3. Det var samtidig midtbanespillerens første mål for Brønshøj.

Tranberg var også tæt på at få udlignet, da hvepsene blev tildelt et frispark lige uden for feltet. Bolden havde retning mod krogen, men afslutningen havde ikke nok fart, og målmand Jakob S. Jensen kunne derfor nå over og parere bolden ud til hjørne.

ba3

Oskar Tranberg var tæt på at udligne til 3-3, men Avartas målmand klarede det ellers velplacerede skud

Det var kampens sidste chance, og derfor sluttede det med et 2-3 nederlag på trods af en fantastisk start. Men Avarta viste, hvorfor de er tophold i rækken og var uhyre effektive og først på andenboldene.

Avarta tog deres fjerde sejr i træk, og er nu så godt som sikre på oprykningsspillet. Brønshøj derimod befinder sig på 6. pladsen, men har dog kun to point op til Fredensborg, som de stadig mangler at møde hjemme.

Så intet er afgjort endnu, men der skal point, og helst alle tre, på kontoen, når turen går til Gentofte på lørdag den 15. oktober kl. 13, hvor HIK byder op til dans i Gentofte Sportspark.

Kampfacts:

Brønshøj – Avarta 2-3 (1-3)

Opstilling – Brønshøj:
Johan Gårdsvoll – Philip Rejnhold, Jamil Fearrington, Jeffrey Ofori, Simon Sharif – Oskar Tranberg, Morten Levinsen (65. Rasmus Floor Andersen) – Christoffer Boateng (67. Daniel Anusic), Jonas Skovengaard, Sian Hansen (77. Oliver Miltoft) – Patrick Naundrup

Opstilling – Avarta:
Jakob S. Jensen – Jetmir Aslani, Jacob Albrechtsen, Frederik Sundstrup, Mathias Cordua – Saban Özdogan, Dennis Borup, Emil Thomsen, Kristian Ellegaard (78. Benjamin Vielsted) – Christian Offenberg (88. Christopher Jakobsen), Marko Radosavljevic (90. Casper Offenberg)

Mål:
1-0: Patrick Naundrup (1)
1-1: Jacob Albrechtsen (18)
1-2: Emil Thomsen (22)
1-3: Emil Thomsen (38)
2-3: Oskar Tranberg, straffe (81)

Advarsler
Brønshøj: Morten Levinsen (37) og Philip Rejnhold (72)
Avarta: Jacob Albrechtsen (85) og Dennis Borup (90)

Tilskuere
483

Dommer
Janus Vorm