Ren nostalgi - nu genopstår Efterslægten håndbold minsandten !
Under OL-håndboldkampene blev der talt meget om gamle landsholdsspillere, heraf en del fra Efterslægten, og det er ganske vist: Efterslægtens Boldklub (1920) var den første rigtige håndboldklub i Danmark, som vandt talrige danske mesterskaber og frem til midten af 1970’rne leverede tyve spillere til det danske herrelandshold.
Indtil 1995, men især fra 1920’erne og op til 19970’erne var Efterslægtens Boldklub dominerende i dansk håndbold.
Nu genopstår håndbolden på Efterslægten, – i dag HF-Centret Efterslægten, og 2700-netavisen kan som de første bringe denne nostalgiske kendsgerning.
Mikkel Jensen, som sidste år startede på HF-Enkeltfag på ”Politipakken” fortæller, at det kun er omkring et halvt år siden, han og nogle andre kursister fra Efterslægten gik i gang med at spille håndbold. Dog ikke under navnet ”Efterslægtens Boldklub” som i gamle dage. Det var simpelt hen for vanskeligt at få en ny klub optaget i turneringsregi, så i stedet valgte de unge håndboldherrer at lave et ”lukket hold” under Freja HK.
Godt begyndt
Mikkel Jensen – vi er kommet godt i gang
– Sommertuneringen gik overraskende godt for os, fortæller Mikkel videre. – Vi kom til at spille imod en masse forskellige hold, både unge og gamle og alt fra serie 2 til 3. division. Nu er vi kommet godt i gang, og alle dem, der ALDRIG havde spillet håndbold før, kan det nu og er med på (næsten) alle de mange regler.
Spillerne ser frem til sæsonens mange kampe, og denne gang med lidt erfaring i baggagen: – Nu begynder den “rigtige” turnering jo, og vi kommer til at starte i serie 4, den laveste række, da vi er et nyopstartet hold. Vi håber selvfølgelig meget at se nogle nye ansigter fra Efterslægten, når vi begynder træning igen, både nogle af de nye og de gamle kursister. Alle er velkomne.
Holdet har perfekte træningsforhold, idet man bruger Efterslægtens spritnye idrætshus, Nobis, som blandt andet rummer en håndboldbane med internationale mål. – Nu starter vi så træningen op i Freja HK/Efterslægten, og tuneringen begynder cirka start oktober. Vi har ikke helt besluttet os for vores træningstider endnu, men eventuelt interesserede kan kontakte Efterslægten for yderligere informationer, slutter Mikkel.
De gamle dage
Efterslægtens Boldklub blev stiftet i 1920 og var verdens første rene håndboldklub. Andre skoler havde før Efterslægten dyrket håndboldspillet som en del af idrætsundervisningen, men Efterslægtens Boldklub blev den første selvstændige håndboldklub, selv om klubben bar skolens navn.
Senere blev forbindelsen mellem holdet og skolen mindre og mindre således, at der på mandskaberne i 60erne og 70erne ikke længere var nogen efterslægtere på holdet. Til gengæld fostrede klubben stribevis af landsholdsspillere. I 1973 fusionerede EB med Glostrup Idrætsklub til GIC/Efterslægten. Som navn inden for sportsverdenen forsvandt Efterslægten helt ud af historien, da GIC/Efterslægten i 1995 opløstes og sammen med IF32 blev til Glostrup Håndbold – senere en del af AG København.