Stadion fortsatte sejrsrækken søndag eftermiddag - nu syv sejre i træk

sta1

HÅNDBOLD: Det er sandsynligvis Stadions bedste start på en sæson nogensinde, for vore lokale håndboldhelte fortsætter ufortrødent med at banke sine modstandere. Søndag eftermiddag blev det til en sikker sejr på 21-14 over Herlev/Hjorten efter en pauseføring på 8-7. Man må ellers konstatere, at de første 30 minutter rent ud sagt var miserable, men om det har været lidt ekstra nerver i forsøget på at holde den gode stime skal være usagt. Anden halvleg blev langt bedre, og Stadion kørte den sikkert og roligt hjem til en sejr på syv mål. Det betyder, at to hold i 2. division stadig følges side og side med maksimumpoint, nemlig FIF og Stadion. Førstnævnte vandt lørdag uden at imponere med 24-18 over Næstved/Herlufsholm i Frederiksberghallen. Fortsætter begge mandskaber med at imponere, så er der lagt op til et super topopgør den 17. december, når de tørner sammen i Bellahøjhallen.

Stadions næste opgave er igen på udebane, når holdet søndag den 20. november kl. 16.15 møder Føroyar i Sundbyøster Idrætsanlæg. Dagen før mødes FIF – Ydun i et lokalopgør, hvor alt kan ske !