Stadions håndboldherrer brager videre med fjerde sejr på stribe

14691074_1679940742334837_8898813902394850199_n

Og nej – Stadions spillere er hverken uopdragne eller noget andet, selvom de vender ryggen til. Kig godt på reklamen, som er placeret over tallene på trøjerne. LokalBolig i Brønshøj har sponsoreret klubbens førstehold for resten af sæsonen. Naturligvis skulle læserne lige se, hvor flot det ser ud …

HÅNDBOLD: Det går ganske enkelt forrygende for Stadions herrer i 2. division. Søndag blev det til fjerde sikre sejr i ligeså mange kampe efter 25-20 over Rødovre på udebane. En mere suveræn start kunne ingen have forestillet sig, og de lokale håndboldspillere fører nu rækken sammen med forhåndsfavoritterne,  storsatsende FIF. Begge mandskaber har otte point for de første fire kampe.

Lokalopgøret i Rødovre Stadionhal blev en kamp, hvor Stadion virkelig viste autoritet. Især før pausen spillede holdet fremragende og førte med hele 14-8. Det var endda billigt sluppet for hjemmeholdet, idet Stadion spillerne brændte flere store chancer.

RH-2015

                                  En Rødovre spiller bryder gennem Stadions forsvar og reducerer

Anden halvleg derimod blev én stor og rodet forestilling. Godt nok spillede Stadion med mere overskud og var en tand bedre end Rødovre, men de sidste 30 minutter tåler slet ingen sammenligning med første halvleg. Her skal også bemærkes det lidt ejendommelige, at Stadion fik ni udvisninger mod Rødovres en, og at hjemmeholdet fik hele seks straffekast mod Stadions nul !!!

Men lad det nu ligge. Stadions start på årets turnering har været super flot, og tænk så lige på, at tre af de fire kampe er spillet på udebane. Til gengæld venter Bellahøjhallen i de næste to, hvoraf den ene spilles på lørdag kl. 13.30 mod arvefjenderne fra Ydun. Kan Stadion fortsætte stimen ? – Vi tror det faktisk !!