Brønshøj-Husum Lokaludvalgs budgetønske: Nyt kulturhus i Brønshøj gamle skole
(foto: Brønshøj-Husum Lokaludvalg)
På Brønshøj-Husum Lokaludvalgs hjemmeside bringer man følgende ønske til de kommende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus.
I løbet af marts skal politikerne på Rådhuset forhandle om de midler, der er tilovers eller ikke er brugt fra sidste år – den såkaldte overførselssag 20/21. Og i lokaludvalget mener vi, at politikerne i deres forhandlinger bør finde midler til at etablere et moderne kulturhus i Brønshøj Gamle Skole med produktionskøkken og gode udearealer.
Brønshøj Gamle Skole rummer et stort potentiale som moderne kulturhus med sine store og højloftede lokaler og sin placering tæt på bibliotek, skole og offentlig transport. Det vil rykke kulturlivet frem på torvet, skabe mere liv og aktivitet på og omkring torvet og sikre bedre sammenhæng mellem udearealerne og de omkringliggende kommunale bygninger.
Derfor lyder vores ønske til politikerne: Afsæt de ca. 35 mio. kr. til skabe et moderne kulturhus med produktionskøkken, gode udearealer og en terrasse, der kan huse mange forskellige aktiviteter og skabe et attraktivt, kulturelt centrum i bydelen.