- Det er altså ikke Lokaludvalget, der har bestemt placeringen af juletræet

Vi har fået mange reaktioner på historien om Lokaludvalgets afslag på et mindre juletræ til Husum Torv, og for at følge op på sagen, har vi igen haft en snak med Johnnie Jørgensen, Husum Special Optik, som er den ene halvdel af Husum Torvs Juletræs Forening.

 

– Altså jeg må lige præcisere, at Brønshøj-Husum Lokalråd ikke bestemmer, hvor Husums Juletræs Forening vælger at få opsat bydelens juletræ og i forbindelse med tændingen afholder et arrangement for børnene, fastslår Johnnie Jørgensen, (som vi i artiklen havde givet et andet efternavn, hvilket vi beklager – fejlen er rettet).

– Man kan godt få modsatte indtryk i artiklen, men der er altså Klaus Juhl og mig, der har bestemt placeringen, fortsætter Johnny Jørgensen. – Så Lokaludvalget har altså blot valgt at støtte at støtte fint op om juletræet igen i år, hvilket vi er glade for. Til gengæld var der ikke flertal for at bruge penge på endnu et træ til Husum Torv, og forklaringen på det var, at man får mange ansøgninger, som man gerne vil støtte.

– Vi havde flere begrundelser for at flytte træet fra Husum Torv, fortsætter Johnnie Jørgensen. – En af disse var de mange busser, der hele tiden var rundt om torvet. I alle år har det været punkt, der er blevet talt om, og vi har tidligere spurgt Movia, om man ikke bare i et par timer under juletræs tændingen kunne omlægge/flytte bussernes holdesteder. Men det ville være for kompliceret, var svaret, så det kunne ikke lade sig gøre.

Netavisens ide om et sponsoreret juletræ er da en strålende mulighed. Men man skal altså lige huske på, at der er tale om mange penge. Det kan meget vel løbe op i et beløb på 30.000 kroner eller mere. Men vi vil da være meget positivt indstillede, hvis nogle sponsorer skulle melde sig, slutter Johnnie Jørgensen.

Vi kan så tilføje, at den største udgift naturligvis vil være det første år, hvor man skal anskaffe lyskæder m.m., men kan samtidigt fastslå, at Husum Torv ikke ser ud til at få sit traditionsrige juletræ tilbage – i hvert fald ikke foreløbig, med mindre sponsorer skulle melde sig.