Festdag i Brønshøj Rotary Klub der fik nyt medlem
Torsdag den 23. maj blev Brønshøj Rotary Klub et medlem rigere, da billedhugger Stine Ring Hansen blev optaget. På billedet får hun overdraget Rotary-emblemet og diverse dokumenter af Præsident Olaf Broby, der fortæller om Rotary’s virke både lokalt og globalt. Rotary-emblemet forestiller et tandhjul med 24 tænder, som symboliserer arbejde og fremdrift, og med dette emblem vil du blive modtaget med åbne arme i enhver Rotary Klub overalt i verden.
Stine Ring Hansen er kendt over hele verden for sine fantastiske bronzeskulpturer i alle størrelser. Hun har bla. udført en buste af forfatteren Lise Nørgaard og de kendte og skattede H.C. Andersen skulpturer samt en lang række andre hæders- og jubilæumspriser. Således har en perlerække af verdenskendte forfattere modtaget en af Stine Ring Hansens skulpturer ved overrækkelsen af den prestigefulde H.C. Andersens Litteraturpris, herunder Haruki Murakami, Salman Rushdie, Isabel Allende og J. K. Rowling.
– I Brønshøj Rotary Klub glæder vi os meget over samarbejdet med Stine Ring Hansen og den spændende verden af kunst, som hun kan åbne for os, og som vi håber også at kunne formidle til alle i Brønshøj, siger Anne Frausing, som også er medlem af Brønshøj Rotary Klub.