Der kommer juletræ på Brønshøj Torv !

Netavisen kunne for nogle måneder siden fortælle læserne, at juletræet på Brønshøj Torv var stærkt i farezonen, eftersom der ikke var nogen, der kunne tage sig af arrangementet, da den indtil da hårdt kæmpende Lars Hornum, som havde stået for arbejdet i Brønshøj Torvs Juletræskomité de seneste år ønskede at stoppe. Selv havde han forsøgt at finde en afløser – men uden held.

Derfor gik netavisen ind i efterlysningen af nogle lokale ildsjæle, som havde lyst til at påtage sig jobbet. Og sandelig om ikke det har båret frugt. For et stykke tid siden kunne Lars Hornum fortælle, at et par meget seriøse emner havde meldt sig, så han var glad og fuld af fortrøstning.

Og i dag – oven på alle de mere eller mindre negative skriverier om Brønshøj Torv kan vi så fortælle, at to friske gutter har påtaget sig jobbet, og at der kommer juletræ på torvet, så den gamle tradition holdes i hævd.

De to “redningsmænd” Jes Haslund og Martin Greve Halse, som nu står for juletræet på Brønshøj Torv

Den ene af de to som har sagt ja til at sørge for årets juletræ har boet i Brønshøj hele sit liv. Han hedder Jes Haslund, er gift og har to børn. – Da jeg læste om problemet, blev jeg interesseret i at høre mere om, hvor meget det kræver af tid, og hvad det egentlig går ud på, fortæller Jes Haslund. – Så jeg havde en del samtaler med Lars Hornum, som satte mig grundigt ind i tingene. Heldigvis havde en anden lokal ildsjæl Martin Greve Halse meddelt, at han også gerne ville hjælpe, og sammen prøver vi nu at få tingene op at køre. Datoen for juletræstændingen er fastsat til lørdag den 30. november.

– Som noget af det første sendte vi i april en ansøgning til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, og der fra har vi tidligere på ugen modtaget en godkendelse af juletræets budget, og dermed er vi nået en del af vejen. Men foran os venter altså en stor opgave, nemlig at få samlet penge til rammerne omkring juletræstændingen. Det vil sige underholdning og slik til børnene. Så de handlende kan godt forvente et besøg, når vi kommer over sommeren. Der skal bruges 20-25.000 kroner, men vi tror fuldt og fast på, at alle vil bakke op om projektet, siger Jes Haslund og tilføjer – vi kan kontaktes via facebook gruppen “Juletræ på Brønshøj Torv 2019″, –  (opdateres senere mandag). Her vil også fremgå hvordan man støtter… 

Netavisen følger det glade budskab op hele vejen mod december måned !

Og her er en hilsen fra Brønshøj Torvs nye juletræs komité

Kære Brønshøj,

Julen er (næsten) reddet –

men vi har brug for jeres støtte ❤️

Der er en lang tradition for at have et stort smukt juletræ på Brønshøj Torv i december måned. Det sker desværre ikke af sig selv og det er ej heller noget som kommunen arrangerer. Det er 100% drevet af private kræfter og initiativ.

I de seneste mange år er det blevet arrangeret af en af vores lokale Brønshøj ildsjæle (Lars). Men da der er ganske meget arbejde forbundet med det, så har han ønsket at give at give stafetten videre. Den vil vi gerne samle op i bestræbelserne på at sikre den gode julestemning i kvarteret. Og det er her, I kommer ind i billedet!

Vi skal ikke kede jer med alle de kedelige planlægningsdetaljer, blot sige, at det er lykkedes os, at få bevilliget en del af pengene via Brønshøj-Husum forretningsudvalg (tak for det), men skal vi helt i mål, så kommer det til at kræve ekstra donationer fra private og lokale erhvervsdrivende.

Vi har pt. ikke fuldstændigt overblik over økonomien, men estimerer, at vi mangler ca. 25.000 kr. for at kunne holde samme niveau som tidligere år med juletræ, pynt, lift, hegn, kor, knas til børnene, telt, musikanlæg, etc.

Vi vil derfor gerne opfordre jer allesammen til at donere en skilling til denne dejlige tradition.

Donationer kan ske via MobilePay på Box57831 eller ved kontooverførsel på 3186-3186659902

Venlig hilsen Martin & Jes ?

Bemærk venligst: Vi GARANTERER AT ALLE MIDLER GÅR UBESKÅRET til juletræsarrangementet og at der ikke udbetales 1 kr. i løn eller andre former for godtgørelser til nogen parter. Skulle der være overskud, så vil dette blive udbetalt til velgørenhed. Der vil i øvrigt være fuld gennemsigtighed ift. Regnskaber. Alle donationer bliver nævnt her på siden med angivelse af de sidste 4 cifre fra telefonnummer, fx xxxx0190. Hvis du ikke ønsker de 4 sidste cifre offentliggjort, så skriv blot “Anonym” når du laver donation.

Tak!