Guldbryllup i familien Zürek !
De voksede op i samme gård i Husum og blev kærester i 1964. Den 5. juli 1969 blev de gift. Dette lille eventyr drejer sig om Jan og Lilia Zürek. Parret fik to børn – Heidi og Michael – og gennem de sidste godt 40 år har de haft deres lille, hyggelige kolonihavehus i bydelen. Her bliver mange timer tilbragt i sommerperioden og tit sammen med både børn, børnebørn og oldebørn.
Familien har også den tradition at tage til deres elskede Rhodos stort set hver sommer.
For evigt Brønshøj er far og søns fodboldmotto !
Jan Zürek er glad for fodbold og har Brønshøj og FCK som sine foretrukne klubber. Det kan godt give visse “komplikationer”, eftersom sønnen Michael er glødende Brøndby fan. Så når de to superligaklubber mødes, er der knald på i familien. Det samme gør sig gældende i engelsk fodbold, hvor fader Jan er til Manchester United og sønnen er svoren Liverpool tilhænger. Men det bliver dog ved en almindelig gang go’ gas mellem de to – samt en klar håneret til vinderen. En ting kan de dog enes om indenfor fodbolden – de elsker begge Brønshøj !!
På fredag den 5. juli er der stor fest, når Jan og Lilia kan fejre guldbryllup, det kommer garanteret ikke til at gå stille for sig.
På netavisen siger vi hjerteligt tillykke til guldbrudeparret, som her ses ved deres uundværlige og meget hyggelige kolonihavehus i Husum.