Hyppige besøg af politiet - og torsdag var de igen i Brønshøj
Brønshøj har den seneste tid haft mere besøg af politiet end normalt. Etaten har endelig opdaget, hvor alvorligt tingene står til i bydelen. Siden netavisens historie omkring “den fortabte pølsevogn” på Brønshøj Torv, er der virkelig rykket på flere fronter, og selv i Folketinget har man taget problemerne op.
I sidste uge var politiet to gange på torvet. Første gang tirsdag, hvor den mobile politistation gjorde holdt og gav sig tid til en snak med flere urolige og utrygge borgere. Om søndagen kunne man så opleve den store seance med pavillon og kaffe med brød til alle, der havde lyst. Også tirsdag formiddag i denne uge var en patruljevogn på Brønshøj Torv – udelukkende for at skabe tryghed og vise, man er der !
– Den seneste til har vi ikke undgået at være særligt opmærksomme på problemerne med en gruppe unge i Brønshøj og ved Bellahøjhusene, fortæller politidirektør Anne Tønnes. – Den indsats fortsætter vi naturligvis, og vi slår hårdt ned, når der bliver begået kriminalitet. Vores betjente er fast til stede for at skabe den tryghed, der er brug for.
Det betyder, at der helt konkret er øget patruljering i området, og at nærbetjente vil være der dagligt. Torsdag var den mobile politistation igen på besøg – det var denne gang i Svenskelejren.
Til alle arrangementerne er nærbetjentene blevet yderst vel modtaget af de mange borgere, som har været forbi og sige hej. De fleste har fortalt om, hvor dejligt et sted, Brønshøj er at bo.