Lørdag blev det så Husums tur til at få juletræet tændt
Så er julen for alvor kommet til Brønshøj og Husum. I går blev lysene tændt på Brønshøj Torvs juletræ, og lørdag sent på eftermiddagen fulgte Husum så efter. Det skete ved et festligt og ikke mindst hyggeligt arrangement på hjørnet af Husumvej og Frederikssundsvej. Også her var der samlet mange forventningsfulde mennesker, og de fik alle den tradition, som har fulgt bydelen i mange, mange år.
Foto: Jimmy Antony
Vi skal ikke komme skår i glæden ved igen at påpege Husum Torv som det helt rigtige sted til den slags, men bare slå fast, at der nu står et smukt juletræ overfor Føtex i Husum.
Som altid var “vores lokale borgmester” Jesper Christensen til stede, og han holdt en fin juletale for alle de fremmødte og forventningsfulde mennesker.
Der var alle ingredienser, man kan forlange til en juletræstænding, og det gælder både julemænd, juletræ, godteposer til børnene og så en juletale af Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. Netavisen har lagt en video ind på denne side, så læserne kan se og høre højdepunkterne på denne herlige eftermiddag, da julen kom til Husum. Tryk på linjen her under:
https://www.youtube.com/watch?v=PsABWui__TA&feature=youtu.be
Der blev varmet godt op med juleorkester og julekor. Det hele begyndte, mens det stadig var helt lyst. Men snart sænkede mørket sig, og så stod arrangementet for alvor i julehyggens skær.
Så er der fuld gang i løjerne. Fin stemning, masser af glade børn og naturligvis julemanden, som tændte det flotte træ.
Husums flotte juletræ anno 2019