Lokaludvalget støtter Tingbjerg EM Challenge med 18.000 kroner
Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde møde torsdag i sidste uge og her besluttede man blandt andet at støtte ”Tingbjerg EM Challenge” med 18.000 kroner.
Det er Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus som har ansøgt om pengene til arrangementet, der skal afholdes i forbindelse med sommerens EM i fodbold, hvor Tingbjerg Ground er udpeget som et af de fodboldanlæg, som vil blive benyttet af de udenlandske spillere.
13. juni hedder det Tingbjerg EM Challenge
Tingbjerg EM Challenge er en særudgave af sportsbegivenheden Tingbjerg Challenge, og der vil være fodboldturnering og andre fodboldaktiviteter, boder, konkurrencer samt visning af Danmarks første EM-kamp på storskærm.
Arrangørerne har derudover lovet, at et par kendte fodboldansigter vil besøge arrangementet på dagen. Arrangementet bliver afholdt lørdag den 13 juni i år fra kl. 12.00 til 20.00 på de grønne arealer nord for Tingbjerg Skole og på Tingbjerg Bibliotek. Det er åbent for alle, og det vil være gratis af deltage.
Hele arrangementet afholdes i samarbejde med Tingbjerg Pensionistcenter, Den Boligsociale Helhedsplan for Tingbjerg & Utterslevhuse, Brønshøj Boldklub, Energicenter Voldparken og Husum Bibliotek.
– Det er skønt, at lokale foreninger i Tingbjerg og omegn er gået sammen om det her projekt, der forhåbentlig vil give en god oplevelse til mange af vores bydels børn og unge samt alle os andre, der går op i fodbold, siger næstformand i Brønshøj-Husum Lokaludvalg @Jarl Feyling. – Det var et enigt lokaludvalg, der valgte at støtte arrangementet og jeg er sikker på, at vi også er flere der kommer til at deltage den 13. juni.