På onsdag udkommer en ny bog om Tingbjerg

Onsdag den 19. august udkommer en ny bog om Tingbjergs arkitektoniske og kulturhistoriske værdier. 

                             

På trods af en fantastisk arkitektur og nogle lige så fantastiske omgivelser omtales Tingbjerg mest for sine sociale udfordringer.

Bogen “Tingbjerg – Vision og Virkelighed” udfordrer den unuancerede fortælling om boligområdet. Forfatterne fortæller en anderledes historie om Tingbjerg, der i 2015 blev udvalgt som en af de 21 bedste og mest toneangivende murede bebyggelser fra 1940’erne og 1950’erne i Danmark.

Da dele af indre København blev saneret i 1940’erne, opstod der et stort behov for genhusning. Det er på den baggrund, at boligområdet blev tegnet af den anerkendte arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen i samarbejde med bl.a. landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.

Bogen kaster også et blik på fremtidsplanerne for Tingbjerg. Vi får derfor også flere nuancer ind i debatten om en af landets såkaldte ghettoer.

Bogen udkommer på Strandberg Publishing, og forfatterne er Jannie Rosenberg Bendsen, Birgitte Kleis og Mogens A. Morgen.