Sangen og filmen der gjorde Brønshøj Torv kendt i hele Danmark

    

Vi er tilbage i 1953 – altså for 66 år siden. En bestemt filmscene og sang var med til at gøre Brønshøj Torv kendt i hele Danmark. Dirch Passer og Ove Sprogøe som i 50’erne dannede et stærkt og populært makkerpar medvirkede i filmen “Ved Kongelunden”, og den gik hen og blev en kæmpesucces. I dag kan man vel uden at blinke kalde den for en dansk filmklassiker.

  Plakaten som den så ud, da SAGA-Film lancerede “Ved Kongelunden”

   

De to spillede henholdsvis sporvognskonduktør – og vognstyrer på Linje 8, som også i det virkelige kørte til Brønshøj Torv dengang. De fleste ældre/modne læsere kan sikkert huske hele filmen, som jo fortrinsvis foregik i en kolonihave i Dragør, og hvor Dirch Passer og Ove Sprogøe som to inkarnerede ungkarle boede sammen i en gammel nedlagt togvogn.

   

            

Det var en rigtig god gammel dansk film med alle de gode kræfter – Ib Schønberg – Louis Miehe Renard – Helge Nielsen og Buster Larsen for nu at nævne nogle. I filmen var andre sange, som også blev kendt – f.eks. “Hvad er så skønt som den danske sommer” og “Olsen siger godnat” sunget af Ib Schønberg.

                       

Men spillet mellem de to ansatte på Linje 8 var og blev populært, og at det så lige var på Brønshøj Torv de sad og sang “Der kommer altid en sporvogn” er da en hyggelig tanke. Filmen havde premiere den 16. oktober 1953 og var instrueret af Poul Bang.

            

      Alle billeder i denne artikel er med tak lånt fra selve filmen, Dansk Filmskat samt fra danskefilm.dk

Lad os hive minderne endnu mere frem – tryk på linket og oplev sangen her: https://www.youtube.com/watch?v=zp2S5DNkOnA