Sidste chance for et besøg i Bjerget

Siden den 10. oktober har det været muligt at gå på opdagelse i Brønshøj Vandtårn, hvor et bjerg af ting har tårnet sig op. Sidste chance for at få oplevelsen med er 13. november.

Den 10 meter høje kunstinstallation Bjerget funkler lysende og indbydende i den enorme grå betonbygning på toppen af København. Aflagte lagner og dynebetræk tegner konturen af et bjerg og indeni snor gangene sig og små huler opstår undervejs ind mod den knitrende, mørke midte. Undervejs møder man plastikdimser, legetøj med og uden lyd, gamle matematikopgaver, lamper, tøj, sadler, møbeltårne og porcelænsfigurer. Mange af tingene har Brønshøj doneret til installationen.

Udstillingen blev skudt i gang lige op til efterårsferien, hvor 60-80 personer om dagen i alle aldre lagde vejen forbi. Udstillingen kan ses onsdage kl. 13-20, torsdag/fredag kl. 13-18 og lørdag/søndag kl. 11-17. Den er støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Lydkunst

To lydkunstnere og komponister udforsker for tiden akustikken i danske tårne med en serie lydværker. Lørdag d. 9. november kl. 14 er det Brønshøj Vandtårns tur. De to lydkunstnere og komponister er Jørgen Teller og Christian Rønn (PROX) og de giver sammen med speciel guest P.O. Jørgensen, en koncert i Brønshøj Vandtårns unikke akustik. Billetter koster 40 kr.