Sundhedsvidenskabelig undersøgelse - flere modne mænd søges med gangproblemer

Forskere søger deltagere til en undersøgelse. Kan man forebygge faldulykker blandt ældre mænd med testosterontilskud og styrketræning ?  

Det er et forskerteam på Herlev Hospital ved at finde ud af. Mere end 100 mænd på mindst 70 år har nu deltaget i undersøgelsen, men teamet mangler stadig omkring 50 deltagere, og de kunne sagtens komme fra Brønshøj-Husum !

Stort set alle de, der har gennemført den videnskabelige undersøgelse, har haft gangproblemer. Det kan være i form af fald, langsom og/eller usikker gang, at være faldet af på den, og mange har haft brug for et hjælpemiddel som stok eller rollator.

Hvert år dør mere end 1.000 danskere efter faldulykker. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det faktisk er fem gange så mange, som der dør i trafikulykker. Det skal denne nye undersøgelse dæmme op for. Opskriften er en genopbygning af musklerne, da det er påvist, at nedsat muskelkraft medfører stærkt forøget faldrisiko. – Genopbygningen skal ske med tilskud af det mandlige kønshormon testosteron og jævnlig styrketræning, lyder det fra Karsten Overgaard, som er en del af forskerteamet, seniorforsker og speciallæge i neurologi på Herlev Hospital. – Fald er et meget stort problem og så tænkte vi, at noget kan man måske gøre. Nye undersøgelser tyder på, at testosteron øger muskelstyrken hos ældre mænd, og at man godt kan give det, uden betydende bivirkninger, forklarer forskeren, der har designet undersøgelsen i samarbejde med flere kollegaer. – Vi ved dog stadig ikke, om det er lige så effektivt blot at styrketræne som at give testosteron – eller om begge dele er bedre end kun én af delene.

I undersøgelser er det vist, at muskelmassen falder med omkring 40 procent fra 20-årsalderen til 80-årsalderen. Samtidig viser undersøgelser, at selv 90-årige kan fordoble deres muskelstyrke ved træning tre gange ugentligt. Hypotesen er, at nedsat muskelkraft medfører stærkt øget faldrisiko, nedsat livskvalitet og forringet funktionsevne, og netop det forsøges forebygget i undersøgelsen. – Derfor er metoden i undersøgelsen at kombinere både testosterontilskud og styrketræning for på den måde at øge den samlede muskelkraft, nævner Karsten Overgaard, men understreger – det her er ingen mirakelkur, der kan få alderdommen til at forsvinde, Det kan dog være, at man får mere appetit på livet og påpeger, at undersøgelsen desuden har stor samfundsrelevans.

Antallet af ældre borgere vokser støt, og det vil antallet af faldulykker derfor også gøre. For øjeblikket er det sådan, at omkring halvdelen af de 375.000 ældre over 75 år falder mindst en gang om året. Samtidig falder relativt tre gange så mange af de cirka 40.000 ældre, der bor i plejeboliger. Samlet set medfører de mange fald over 40.000 skadestuehenvendelser årligt samt et stort antal indlæggelser. Nærmere betegnet indlægges omkring 10 procent af alle ældre hvert år på grund af fald, og det er oftest med knoglebrud. Sådanne knoglebrud femdobler risikoen for at falde igen. Fald er også hyppige årsager til alvorlige hjerneskader. Med andre ord er behandling af ældres faldskader og følgesygdomme også en væsentlig økonomisk belastning på social- og sundhedsområdet.

Halvdelen af deltagerne tilbydes 4 måneders styrketræning vejledt af fysioterapeuter. I forbindelse med træningen gives proteintilskud. Den anden halvdel træner ikke, men fortsætter sit normale liv. Der gives ligeledes testosteron til halvdelen af deltagerne. Når undersøgelsen er færdig, håber forskerne at kunne konkludere, hvad der er bedst: træning og testosteron, træning alene, testosteron alene eller ingen af delene.

DELTAGER?

Forskerteamet vil meget gerne høre fra alle interesserede, og det er gratis at medvirke. Man har mulighed for at deltage, hvis man er en mand på 70 år eller mere og går lidt usikkert, eller oplever at være faldet af på den, har faldtendens eller døjer med anden form for fysisk svækkelse.

Skriv gerne en e-mail til mette.midttun@regionh.dk, eller ring på telefon: 38 68 91 88 på hverdage, hvis man vil høre mere om undersøgelsen og om sine muligheder for at deltage.

 

En storartet mulighed for særbehandling

Der kom et godt tilbud – som 79-årige Sven Hilskov fra Bagsværd ikke kunne sige nej til.

Sven Hilskov har deltaget i en undersøgelse mod faldulykker, hvilket har gjort ham opmærksom på værdien af træning. Derudover fik han gratis motion og vejledning. – Ved en bridgeaften på aktivitetscentret så jeg tilfældigvis et opslag, som efterlyste ældre mænd til en undersøgelse på Herlev Hospital, og det var næsten for godt til at være sandt. Lægerne havde konstateret, at ældre hyppigere end andre gik og faldt, hvorved mange fik forskellige større eller mindre skader, fortæller Sven Hilskov, der herefter meldte sig til undersøgelsen.

Lægerne ønskede at finde frem til metoder, som mindsker risikoen for faldulykker. Derfor ville de gerne have nogle ældre herrer til en undersøgelse af effekten af styrketræning og indsprøjtning af det mandlige kønshormon testosteron. Efter en indledende samtale med overlæge Mette Midttun fik Sven Hilskov taget blodprøve og en scanning, og fik herefter 1 times styrketræning 3 gange om ugen i 20 uger i kondirummet på Herlev Hospital.

– Så jeg startede træning i januar, og det var en rigtig god oplevelse. Jeg fik trænet min ældre krop under kyndig vejledning af en fysioterapeut, og jeg lærte en herlig gruppe af ældre gubber at kende. Vi trænede på op mod 10 forskellige kondimaskiner. Som afslutning hver gang skulle vi indtage energidrik og spise en proteinbar. Det kunne godt tage lidt tid at komme igennem, for det var ikke med smag som i en Yankiebar, og jeg skulle skylle efter. Bagefter sad vi på holdet omkring et bord og snakkede om dagen og vejen samtidigt med, at vi ordnede verdenssituationen og vores regerings små og store problemer. Det var faktisk meget hyggeligt, siger Sven Hilskov. – Jeg kan mærke, at mine muskler har fået det bedre af at træne, påpeger han.

        – Vores muskler har godt af det, siger Sven Hilskov

Sven Hilskov er nu blevet så bidt af alt det der med kondi, at han sammen med sin kone har fortsat træningen i kommunens egne lokaler. Det er også gratis, og foregår på plejehjemmene, hvor han alle ugens formiddage kan komme og træne. Man skal starte med en instruktion af stedets fysioterapeut, men er så herefter på egen boldgade, både hvad angår dag og tidsmæssig udstrækning. – En time to gange om ugen er dog nok for mig og min hustru. Vi kan mærke, at vores muskler har godt af det og at det giver velvære, men jeg savner ”gubbesnakken” efter træningen, indrømmer Sven Hilskov.