To kendte restauranter i Husum er sat til salg
To kendte restauranter i Husum er sat til salg hos Restaurationssalg.dk ved Daniel Busch Hansen. Det drejer sig om Krudtuglen på Frederikssundsvej 356 og CUT’n EAT på Islevhusvej 93. Her er i begge tilfælde tale om spisesteder, som har en lang historie på bagen.
Førstnævnte har gennem tiden været et folkeligt og populært spise- og mødested for flere lokale i Husum, og det har givet mange trofaste stamgæster. Før det nuværende navn Krudtuglen, hed restauranten kort og godt Uglen. Og især i 80’erne blomstrede stedet.
Blandt andet var Uglen storsponsor i Brønshøj Boldklub med flere trøjer på divisionsholdet. Senere skiftede restaurationen ejer og fik navnet Krudtuglen. Stedets indehaver ønsker kun at sælge, fordi vedkommende har været på stedet i mange år og nu gerne vil ned i arbejdstid. – Virksomheden indeholder stort potentiale for den, der selv har lyst til at være selvstændige eller have en anden forretning, siger Daniel Buch Hansen i forbindelse med salget. – Krudtuglen har ligget på denne adresse i adskillige år, og har som det fremgår fået en ordentlig overhaling, så stedet fremstår lige at træde ind i. Alt er lige til at overtage og vil man fortsætte med det nuværende koncept, skal der absolut ikke laves noget som helst.
Restaurant CUT’N EAT på Islevhusvej 93 står også flot og lige til at overtage. Den gamle Islev Kro har haft flere ejere gennem de seneste mange år, og selve bygningen har skiftet farve flere gange alt efter ejernes smag. Det er et sted med mange traditioner, og for hver gang en ny ejer er kommet til, er der sket forbedringer, så restauranten fremstår lige til at overtage.
Specielt den dejlige gårdhave er der blevet kælet meget for. Den er er super aktiv i sommersæsonen. En af de forrige ejere kaldte derfor ikke uforståeligt stedet for Restaurant Gårdhaven. Siden dengang man kunne læse “Her til og ikke længere” på den sydvestvendte gavl, har den gamle kro undergået en kæmpe forvandling.
Der er livlig interesse for de to steder, fortæller Daniel Busch Hansen videre, – så jeg er ikke i tvivl om, at nye ejere snart vil melde sig.