142 år gammel bydelshistorie: Branden på Kjærbøllings gård "Julianehøj" i Brønshøj 1880
Julianehøj lå der, hvor SuperBrugsen og Brønshøj Bibliotek i dag ligger. Så billedet af det kendte hjørne ved Brønshøj Torv taget for mange år siden viser stedet.
Netavisen kan igen bringe en helt vild nostalgisk historie fra det gamle Brønshøj. Denne gang om branden på gården Julianehøj i 1880. Det er igen Finn Olsen, som har stået for denne fantastiske historie.
En kraftig brand på gården Julianehøj i Brønshøj kostede i 1880 to mænd livet, da de forgæves forsøgte at redde gårdens dyr fra at indebrænde. Gården lå overfor Brønshøj Kro, og kroens staldkarl, der var ilet til hjælp, brændte inde i stalden, da han ville løse en ko. Koen faldt ned over ham, og han kunne ikke selv gøre sig fri. En forbipasserende mælkeforpagter fra Pederstrup ved Måløv, der også gjorde et forsøg på at redde dyrene, blev så slemt forbrændt, at aviserne dagen efter beskrev hans tilstand som håbløs. Gårdens stuelænge og mælkeforpagterbolig blev reddet, men to sammenbyggede længer, der indeholdt lade og stalde, samt et mindre udhus brændte ned til grunden. 18 kreaturer og nogle svin brændte inde.
Mælkeforpagteren fra Pederstrup
Den forbipasserende mælkeforpagter har fået en plads i tegneren og forfatteren Ib Spang Olsens erindringer. Mælkeforpagteren var nemlig hans bedstemors første ægtemand. Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer, at mælkeforpagterens arbejde bestod i at samle bøndernes fyldte mælkejunger. Mælkejungerne blev opbevaret i et stort kar, hvor de var delvist dækket af vand. Her blev de opbevaret indtil der var nok til en tur ind til byen. Netop på vej hjem fra København efter sådan tur, var mælkeforpagteren kommet forbi den brændende gård i Brønshøj. Mælkeforpagteren var en rask ung mand, og han løb ind den brændende stald, hvor det lykkedes ham at redde tre heste ud. Tilskuerne til branden råbte imidlertid til ham, at der var flere dyr i stalden. Derfor begav han sig endnu engang ind i stalden, men blot for at konstatere, at stalden var tom. På vej ud faldt det brændende stråtag ned over ham, og for at slukke ilden i hans tøj, måtte man kaste ham i møddingen. Stærkt forbrændt blev den stakkels mælkeforpagter kørt hjem til Pederstrup på sin egen vogn. Ib Spang Olsen fortæller, at han her lå og skreg af smerte i 18 dage, inden han døde – kun 28 år gammel.
Dyrenes Beskyttelse
De to mænds forsøg på at redde dyrene blev påskønnet af Dyrenes Beskyttelse. Foreningen kunne på sin generalforsamling fortælle, at der var sendt kranse til de to mænds begravelse, og at der var sendt 50 kr. til den ene forulykkedes enke. Ib Spang Olsen beskriver det sådan, at bedstemoderen fik en symaskine fra Dyrenes Beskyttelse som hjælp til hendes fremtidige forsørgelse. Ib Spang Olsens bedstemor blev senere gift med den mand, der skulle blive Ib Spang Olsens bedstefar.
Brandens årsag
Branden opstod formentlig som følge af en drikfældig røgters tobaksrygning. Røgteren blev anholdt af politiet efter branden. Syv gårdejere fra Buddinge blev desuden tiltalt ved retten for at være udeblevet fra slukningen af branden i Brønshøj. Gårdejerne i Buddinge havde dog kun mødepligt, hvis de blev tilsagt, og det var de ikke blevet. Fem af gårdejerne havde dog været opmærksomme på branden, og de måtte derfor alligevel hver betale en bøde på 10 kr. for deres udeblivelse.
Julianehøj
Gården Julianehøj lå der, hvor Brønshøj Bibliotek og SuperBrugsen i dag ligger. Gården var ejet af proprietær Frederik Kjærbølling, som havde købt den i 1875. Han var søn af Niels Kjærbølling, der var stifter af Københavns Zoologiske Have. Efter faderens død drev han Zoologisk Have videre som privat foretagende, men trak sig helt ud et par år efter, at haven var blevet solgt til et aktieselskab. Han drev Julianehøj frem til 1903, hvor den blev solgt. Siden blev Brønshøj Tivoli indrettet i gårdens bygninger.
netavisen 8. august 22 kl. 10.00