Brønshøj tvillinger på fodboldeventyr i Portugal

Theon og Alvin Asp har på et halvt år taget turen fra Brønshøj til træningsophold hos Sporting Lissabon. Det er sket med træning hos den portugisiske fodboldskole NF Academy.

Det kan godt være, at der er et stykke vej fra hverdagen i Brønshøj Boldklub, hvor Theon og Alvin Asp her i foråret skal spille Liga 3 og til den portugisiske storklub Sporting Lissabon, der spiller med på fodboldens største scene i Champions League. Ikke desto mindre har de 14-årige tvillingebrødre fået en smag af det professionelle liv, da de i slutningen af sidste år var på en uges træningsophold i den portugisiske hovedstad.

– Vi boede på klubbens akademi, og det er et fedt sted med rigtigt gode faciliteter. Der er mange gode spillere, og det er meget professionelt. Vi lærte også rigtigt meget ved at være afsted selv, og vi skulle selv tage ansvar uden forældre. Det kræver noget disciplin, og trænerne går meget op i, at man gør, hvad man kan i hver træning. Alle arbejder seriøst hele tiden, fortæller brødrene, der også godt kunne mærke, at tempoet var et andet end derhjemme.

– Til den første træning fik vi da et tempo-chok, men man vænnede sig alligevel ret hurtigt til det, og til sidst på ugen gik det noget nemmere. Generelt er det rigtigt god træning, som man får via NF Academy, hvor der er mange nye øvelser, og hvor vi i Danmark ofte fokuserer mere på det fysiske, så handler det mere om teknik og spilforståelse i Portugal, fastslår brødrene, der ved et tilfælde kom i kontakt med NF Academy.

God træning i ferien

Det var et kig på telefonen og Instagram, der fik bolden til at rulle, og derefter er det på et halvt år gået slag i slag for de to brødre, der spiller på den offensive del af banen.

                                     

Her ses de to 14-årige Alvin og Theon Asp iklædt Sporting Lissabons klubdragt – en stor del af oplevelsen

 

– Vi så et opslag, som vi viste vores mor, og vi tænkte egentlig bare, at det kunne være godt med noget træning i sommerferien. Først var det egentlig bare tre dages træning, men vi gik videre til næste træningscamp, hvor vi igen blev udvalgt mellem 70-80 spillere, der også var gået videre fra hele Norden, fortæller Theon og Alvin Asp, der begge kom igennem nåleøjet, selvom Theon Asp endda var blevet hofteskadet ugen før.

Over et halvt års tid deltog de to brødre også i en turnering i Esbjerg samt endnu en fodboldskole med NF Academy i Odense, og de kan begge se, hvor meget de har fået ud af de forskellige ting.

– Vi mødte nogle rigtigt gode modstandere, der også havde landsholdsspillere på holdet, og så var der god træning oveni. Der sker en masse med seks kampe og fire gange træning på kort tid, og vi lærte meget. Nu overvejer vi noget vintertræning og en turnering i foråret, for man lærer en masse, og så får du et andet taktisk input af de portugisiske trænere. Det er meget kamprelateret, og de går meget op i, at træningen kan overføres til kampene, slutter brødrene Asp, der lyder som om, at de er godt og grundigt klar til at tage indtage fodboldbanerne med ny inspiration.

NF Winter Training København afholdes den 11 – 13. februar hos Husum Boldklub, Nordrupvej 6 i Brønshøj.

Der er også NF Winter Training i Aarhus, Esbjerg, Sønderborg, Aalborg og Odense

Se mere på www.nfacademy.dk