Brønshøj Kirkes Pigekor deltager i Tivolis luciaoptog på mandag
Når mørket har sænket sig over Tivoli mandag den 13. december, lyser luciaoptoget op med 100 sangstemmer og funklende lys hele vejen rundt i forlystelseshaven. Blandt de 100 er Brønshøj Kirkes Pigekor. Optoget begynder kl. 17.30 fra H.C. Andersen Slottet overfor Tivoli Søen, og det kommer bl.a. til at indeholde en række klassiske julesange udover luciasangen..
Jul i Tivoli er blandt en af de populæreste sæsoner med fokus på hjerternes fest. Det bliver understreget mandag den 13. december kl. 17.30, når over 100 korpiger spreder lys og glæde i Tivoli med en af de mest folkekære traditioner i december måned: Luciaoptoget. Det første luciaoptog i Tivoli blev afholdt for mere end 20 år siden, og det er siden blevet en smuk tradition i Carstensens Have.
Optoget starter og slutter foran H.C. Andersen Slottet og indeholder adskillelige stemningsfulde sange og selvfølgelig også den rørende Santa Lucia-sang. Undervejs gør luciaoptoget holdt flere steder herunder ved juletræet med de 35.250 lys, så gæster får rig mulighed for at opleve koret på tæt hold i ro og mag.
– Luciaoptaget har i de seneste år nærmest udviklet sig til en større københavnerbegivenhed – og med rette. Når optoget går gennem en Tivoli med over en million lyspunkter, er der ikke et øje tørt, og de mange syngende piger får sig en oplevelse, de aldrig glemmer, siger Tivolis pressechef Torben Plank. – Vi har ofte oplevet turister, der alene pga. luciaoptoget har besøgt Haven for at få sig et instagram moment .
_____________________________________________________________________________________
FAKTABOKS:
Luciatraditionen har sin oprindelse i Sverige
Lucia-traditionen var oprindeligt slet ikke er en juletradition?
Myten om helgeninden, Lucia, handler om en italiensk pige, der levede i 300-tallet, og som valgte at være kristen i en tid, hvor Romerriget anså kristne for at være fjender.
Lucia sneg sig ud om natten for at dele mad ud til de fattige kristne, som levede i skjul, og det gjorde hun iført en krans med lys i på hovedet, så hun kunne se, og for at have hænderne fri til at hjælpe.
Det hele endte dog ulykkeligt, da hun blev arresteret og henrettet den 13. december år 304. Hun blev med det samme udnævnt til helgen af den katolske kirke, og den dag i dag fejrer vi Lucia på dødsdatoen.
I Danmark har luciaoptoget en lidt anden betydning. Her er det en gammel svensk tradition, som vi har adopteret og gjort til vores egen lille juletradition. I Sverige har man gået luciaoptog siden 1920, og efter besættelsestiden i 1940’erne begyndte vi på det samme i Danmark.
_____________________________________________________________________________________