Brønshøj klarede uafgjort 1-1 mod FA 2000 fra 3. division
Formen nærmer sig allerede. Efter skuffelsen mod Ledøje Smørum i sidste weekend fik BB uafgjort 1-1 mod 3. divisionsholdet fra FA 2000 lørdag eftermiddag på Tingbjerg Ground. Vi har snuppet Brønshøjs egen Christian Haslunds referat fra kampen, og det bringer vi her.
En fornuftigt 1. halvleg og en stærk 2. halvleg gav os et flot 1-1 resultat i dagens træningskamp hjemme mod FA 2000. Mathias Veltz scorede vores enlige mål i en kamp, hvor vi manglede 6-7 mand.
Det var meningen, at vi skulle have spillet på vores kunstbane, hvor der er kork. Men når temperaturen rammer under 0 grader, så bliver banen alt for glat til fodbold. Så kampen måtte flyttes op til den gamle kunst. Men det er helt håbløst at have en kunstbane, der ikke kan bruges om vinteren, når det bliver for koldt.
FA 2000 fik en drømmestart med en scoring efter to minutters spil. Her kom gæsterne igennem i deres højre side og kunne sparke bolden forbi Frederik Rej-Rosenqvist i målet. 1-0.
I de første 30 minutter af 1. halvleg var der chancer i begge ender. Mathias Veltz havde to gode muligheder, men begge gange kom keeperen flot ud af sit mål. FA 2000 havde en stor chance, men skarpheden sad ikke i Frederiksberg-spillerens venstreben, der sparkede forbi mål.
I 1. halvlegs sidste kvarter kom vi lidt på hælene og FA kom frem til flere chancer. Bl.a. havde de en kæmpechance i overtiden, hvor vi fik reddet på stregen.
- halvleg var en chancefattig affære, men de få chancer der tilfaldt os. Den første af disse var til Veltz, der spillede et-to med Oliver Carrara – som fik sin uofficielle debut. Men Veltz’ skud sad lige på målmanden.
Kort tid efter fik Veltz endelig netmaskerne til at blafre, da Elias Amani spillede ham fri, og Veltz kunne sende bolden over i det lange hjørne. 1-1.
Efter scoringen stod vi solidt nede bagi og lykkedes med at holde FA 2000 fra chancer. Det blev kun til at par stykker – et skud lige på Lucas Chang-Andersen og et skud i sidenettet.
Og faktisk var vi tæt på at tage sejren i overtiden, da Carrara fik en friløber. Men afslutningen sad lige på målmanden. Det hele sluttede derfor 1-1.
En rigtig stærk og god kamp i forhold til sidste weekends kamp mod LSF. Og igen en masse kamptræning og ingen skadede spillere.
Der er træningskamp igen allerede på tirsdag den 7. februar kl. 19.30, når vi hjemme i Tingbjerg møder KFUM.