Brønshøj spillede sig op på 1. pladsen med udesejr over Avarta

Jamen hvilken start for de sortgule. På første fodboldweekend i 3. division gik alt, som man havde håbet på. Førerholdet Brabrand tabte lørdag sensationelt hjemme med 0-3 til Young Boys, og så behøvede Brønshøj blot at vinde kampen på Avartas bane for at overtage førersædet i rækken. Og det skete – så nu kan vi fryde os over, at bydelens hold fører 3. division. Flot, flot !!

                   

foto med tak lånt fra BB’s facebookside

Vi kan godt blive enige om, at det ikke ligefrem var den smukkeste kamp spillet på en ujævn og dårlig bane. Men BB var bedst i de første 45 minutter, mens hjemmeholdet til gengæld havde mest spil efter pausen, hvor de sortgule virkelig måtte vise disciplin og fight for at beholde 1-0 føringen på målet scoret i halvlegens overtid af Lukas Kiilerich.

Det virker som om BB’erne har opbygget en autoritet, som kan blive meget afgørende i de sidste spændende kampe, der ligger og venter. Som f.eks. på lørdag, hvor årets første hjemmekamp spilles mod den anden oprykker Sundby BK. Der er ingen tvivl om, at Brønshøj vil være favoritter, hver gang der fløjtes op, og da specielt nu hvor holdet er nummer 1 i 3. division.

                   

Det skal lige tilføjes, at BB supporterne igen lavede et sandt indtog på udebanen i Rødovre og endnu engang fik bakket spillerne op til sejr !