Brønshøj Vandtårn bliver indhyllet i lyd, musik, video, laser og lys
Ste van Holm er komponist og filmmager. Siden 2011 har han kombineret disse to evner ved en række multimediekoncerter. Koncerterne kan beskrives som et Jean-Michel Jarre eller Kraftwerk-show i miniformat, men med originale kompositioner. På scenen bidrager hans venner på forskellige musikinstrumeter.
‘Ste van Holm & Friends’ har en forkærlighed for alternative spillesteder og koncerten i Brønshøj Vandtårn bliver ingen undtagelse. Ensemblet har tidligere spillet steder som Store Tårn på Christiansø og på en flodpram i Berlin. Sidstnævnte koncert fik i øvrigt besøg på scenen af NU Unruh fra det tyske band Einstürzende Neubauten. Til koncerten i vandtårnet tilpasser Ste van Holm sine kompositioner, så de passer til tårnets efterklang.
Ste van Holm er en af de musikere, hvis navn måske ikke vækker genklang i den brede befolkning, men hvis arbejde man med rimelig sandsynlighed alligevel har hørt. Han har leveret musik til en række dokumentarer på DR, som f.eks. LGBT-dokumentaren ‘Når to køn ikke er nok’ og livskrisedokumentaren ‘Panik før lukketid’.
Herudover har Ste van Holm hjulpet med tilblivelsen af albums med navne som Michael Falch, Big Fat Snake, Mike Tramp, F-A-R, Heatherhill m. fl.
De senere år har især samarbejdet med dansk synthesizers ‘grand old man’ Klaus Schønning været produktivt. Selv har Ste van Holm udgivet otte soloalbum i forskellige genrer fra progressiv rock til pop, disco, ambient og industrial. Ste van Holm er bosiddende på Christiansø – Danmarks østligste punkt.
Entré: 100 kr. i forsalg. Resterende billetter sælges i døren.
OBS: Vandtårnet er ikke opvarmet, så tag varmt tøj på.
Netavisen har blot bragt de informationer, vi har modtaget videre. Men vi har undersøgt arrangementet nærmere – og man kan gå ind på Salg – Ste van Holm & Friends Multimediekoncert (place2book.com) og bestille billetter. Koncerten er starter kl. 20.00.