Brønshøjs sejeste kvinde - Ulrikke - gik hele vejen i TV2's "Korpset"

Trods helt utrolige strabadser og forhindringer i alle otte programmet i TV2’s “Korpset” formåede Brønshøjs deltager Ulrikke Evensen at gennemføre. Da det hele sluttede var hun blandt de to sidste, og begge klarede sidste forhindring med stor overbevisning. Når man tænker på, at hele fjorten startede på rædselsugen, så er det fantastisk at gå hele vejen og også vinde finalen.

Ulrikke havde armbindet med 09 på under hele forløbet – og hun beholdt det !

Sidste program bød på nogle halsbrækkende prøver, hvor de sidste blev siet fra. Men Ulrikke som var den mindste og mest spinkle af alle deltagere kæmpede sig igennem. Også selvom det gjorde forbandet ondt og man godt kunne se smerten i hendes ansigt. Hendes vilje og stædighed imponerede “dommerne” – befalingsmændene. De fremhævede den lille tapre kvinde, som bare ville gennemføre, og alle var fulde af lovord. Ulrikke kom gennem det hele på sin egen stille facon. Hun var vel nok en af de eneste, der ikke klagede, og faktisk lagde man kun mærke til hende, fordi hun bare var der hele tiden.

     

Hvem sagde svie og smerte – billedet taler sit tydelige sprog – men trods det hele, gennemførte Ulrikke.

– Det har været en spændende rejse for mig at genlæse alting knap et halvt år efter og genleve minderne og følelserne. Skriver Ulrikke i sin opfølgning, da det hele var overstået. – Under kurset vidste jeg, at jeg ville skrive alle oplevelserne ned efter hjemkomst (uanset hvornår det måtte blive), for at sikre mig, at jeg havde minderne foreviget på skrift, da jeg vidste at vi ikke kunne styre, hvad der ville blive klippet med i programmerne, og vi ikke kunne få lov at få nogen yderligere klip fra øvelser til os selv grundet rettigheder. Det eneste jeg noterede undervejs på kursus, i den lille notesbog vi havde fået udleveret, var kort hvilke øvelser vi havde været igennem for hver dag, og evt. mad og tidspunkter, hvis jeg huskede det. Jeg tilføjede ingen refleksioner i notesbogen, da jeg ikke turde lade mig selv blive revet med af følelser undervejs (ud over de gange jeg skulle græde ud efter øvelser), da alt energi skulle bruges på at være til stede i nuet og fokus skulle være på den næste opgave.

Øvelsen med at skulle samle en makinpistol under vandet var næsten uudholdelig. Det tog mere end 10 minutter for Ulrikke, men hun klarede den.

På netavisen er vi vilde af beundring for det 28-årige bysbarn. For de af læserne som fulgte hendes otte dage i “helvede” må der utvivlsomt være både stolthed og beundring. Stolthed for at repræsentere Brønshøj på den flotte måde.

Gå ind og læs Ulrikkes efterskrift på Efter Korpset | Ulrikke Evensen – hvor vi får endnu flere detaljer fra de vanvittige og uforglemmelige dage.

Stort tillykke til Ulrikke – du er saftsuse mig en sej kvinde !