Copenhagen Jazz Festival i vandtårnet


Oplev tre koncerter i Brønshøj Vandtårn under årets udgave af jazzfestivalen.
I perioden fra 5. juli og frem til d. 8. juli venter der et rigt varieret program med
musikere af internationalt tilsnit i vandtårnets svalende søjlerum.

Den lokale koncertarrangør Noisy Beehive har sammensat et program, der rummer alt lige fra tunge grooves til kammermusik,portugisisk folklore og frisindet bratsch.

Første koncert i vandtårnet er med danske Caktus tirsdag den 5. juli kl. 20, som er tæt på at være en dobbelttrio, med to basser og to saxer. Gruppen blev dannet i Aarhus i 2017.

Deres debutudgivelse udløste blandt andet en Steppeulvsnominering som ’Årets Komponist’ og en nominering til ’Årets Album’ ved Danish Music Awards Jazz 2021. Både Passive/Aggressive og Dagbladet
Information havde dem på deres liste over de 20 bedste danske udgivelser i 2020.

Torsdag den 7. juli kl. 20 kan man opleve en dobbeltkoncert i vandtårnet med den svenske bratschist og komponist Pauline Hogstrand og den portugisiske performer, komponist og producer Sús. Sidstnævne mikser portugisisk folklore, med electronica og Hogstrand arbejder ligeledes med at blande elektroniske og
akustiske formater, når alt lige fra strygere, blokfløjte, slagtøjsinstrumenter og synths mødes i hendes optræden.
De to giver scenen videre til den polskfødte trommeslager Szymon Gąsiorek fredag den 8. juli kl. 20. Til denne koncert kan man opleve både gamle trommeteknikker, jazz, improvisation, moderne komposition og futuristisk popmusik.