Corona eller ej - juletræet i Husum tændes på lørdag og i Brønshøj fredag !

Oven på den stigende Corona-krise er der kommet tvivl hos en del, om juletræstændingen gennemføres i Husum på hjørnet af Husumvej og Frederikssundsvej. Det kan vi svare på her – uanset hvad tændes juletræet på lørdag kl. 17.00 – med start kl. 16.30.

Samtidig kan vi oplyse, at tændingen på Brønshøj Torv gennemføres helt som planlagt fredag kl. 17.00.

 

   fra sidste års tænding – sådan bliver det også i år

– Der er nogle forældre, som har givet udtryk for, at de var usikre på, om det hele bliver til noget, fortæller Johnnie Jørgensen fra Juletræskomitéen. – MEN DET GØR DET. Vi kører som lovet med musik fra klokken 16.30 og velkomst klokken 17.00. Og i år er det blevet til, at det er spejderne i Husum, der tjener lidt penge til klubkassen ved at sælge både æbleskiver og varm gløgg.

Alle fremmødte får igen i år udleveret en nissehue. Men vi skal passe på hinanden her i Corona tiden så der råbes ikke højt af børnene i år. Men der skal i stedet for  ”nikkes højlydt” af alle med nissehuer, slutter Johnnie Jørgensen med et skævt smil.

Netavisen fulgte lige op på Brønshøj Torv, og her gennemføres alt efter programmet.