Da en verdensdame mødte op på redaktionen i Brønshøj
Det var en trist nyhed, der indløb her til morgen søndag den 22. januar. Tidligere minister og overborgmester i København Ritt Bjerregaard var stille sovet ind lørdag aften 81 år gammel. Det sætter en masse minder i gang, for inden Ritt overtog overborgmesterposten efter Jens Kramer Mikkelsen, havde undertegnede ikke meget kendskab til hende. Ja faktisk må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke havde ret meget til overs for hende. Alligevel satte jeg mig i kontakt med den nye overborgmester og tilbød hende en rundtur i 2700 Brønshøj, for at hun kunne lære mere af den del af København at kende. Det sagde hun ja tak til.
Her er et billede fra 25-års jubilæet, hvor Ritt Bjerregaard gav sig tid til at komme for at sige tillykke.
Så vi aftalte, at Ritt skulle komme op på redaktionen på Husum Torv, hvor fra vi så skulle starte vores helt specielle sightseeing i bydelen. Indrømmet – jeg var meget spændt på at hilse på hende – og på hvordan hun var. Vi havde aftalt kl. 15 – og præcis på minuttet gik døren op, og ind kom Ritt Bjerregaard. Hun så godt, jeg sad på mit kontor, men ignorerede mig nærmest, fordi hun lige ville gå rundt og hilse personligt på hver enkelt medarbejder. Da det var overstået trådte hun ind på mit kontor, og jeg kunne byde hende velkommen på byens lokalavis.
Alene Ritts entré var en verdensdames. Jeg var vildt imponeret over, at hun både viste klasse og professionalitet – og tilmed virkede smilende, sød og rar.
Det blev til en hyggelig tur rundt til de steder, jeg mente var vigtigst for hende at se. Alt imens jeg fortalte om Brønshøj – Husum – Bellahøj og Tingbjerg. Turen tog vel omkring halvanden time, da vi også var ude af bilen for at komme tættere på seværdighederne. Da vi nærmede os afslutningen, spurgte Ritt, om jeg havde mulighed for at køre hende ind til en adresse på Godthåbsvej, hvilket jeg naturligvis gjorde. Og dermed sluttede mit første møde med denne fantastiske personlighed, som bestemt havde vundet min fulde sympati. Det blev til et godt samarbejde i de år, Ritt bestred posten.
Da jeg kunne fejre 25 års jubilæum som redaktør på Brønshøj-Husum Avis, blev det fejret med en større reception, som nærmest udartede sig en en fest på Islev Kro, hvor over 350 mødte op og gratulerede. Og en af dem var Ritt. Det gjorde mig virkelig glad, hvilket jeg bestemt også er sikker på, hun kunne mærke.
Senere var jeg på Københavns Rådhus flere gange til møder, som havde med 2700 Brønshøj at gøre. Og Ritt viste altid stor interesse for, hvad der foregik i området.
Derfor gjorde nyheden om Ritts død stort indtryk på mig. Jeg vil altid helt klart kunne huske hendes entré på den gamle avis. Den dag fik hun en stor sympatisør og ny ven.
Æret være hendes minde.
Flemming Antony