Den Store Skallesluger - en smuk vintergæst som kan ses i området lige nu

Stor skallesluger hun , smuk på sin egen måde.

Den store skallesluger er en mosens smukkeste fugle her midt i vinterens hjerte. Det er er stor robust andefugl der kommer til Danmark i store antal hver eneste vinter. Den er nem at kende på grund af sin størrelse og kontrastrige fjerdragt.

     Tekst og foto: Christian Christensen 

Hannen har klare farver med det falskegrønne hoved og den hvide krop med et laksefarvet skær. Hunnen er mere afdæmpet men smuk på sin egen måde. De kommer ned til os fra deres ynglepladser i det øvrige Skandinavien. Den store skallesluger har et ufravigeligt krav til vinteropholdet, den kræver isfrit vand.

Veltilpas han

Det hænger sammen med, at dens fortrukne opholdssted er på vandet, og at den finder sin føde under overfladen og primært lever af skaller, der er almindelige fisk i begge vores lokale moser. Den fanger skallerne ved at dykke ned og gribe dem med næbet. De fisk de fanger sluges hele, deraf navnet ”skallesluger”.

Skalleslugerne kan i et vist omfang samarbejde om at drive fiskestimerne rundt til alles fordel. Skulle mosen fryse til, søger de ud mod åbent vand på havet, men så snart vejret mildnes, har vi dem tilbage her hos os i Utterslev mose og i Kirkemosen. Lige nu her i januar ligger der 12-15 fugle i Utterslev moses del, der vender op mod Husum, Brønshøj og Tingbjerg, ligesom der også ligger et par stykker i Kirkemosen.

Stor skallesluger hun i Kirkemosen

Når den overvintrer på havet, er den kendt for at leve af små ål og laksefisk. Af den grund var der tidligere jagt på den ligesom dens få ynglesteder blev ødelagt. Tiderne har ændret sig, og i dag er der projekter i gang for at øge den beskedne bestand, vi har i Danmark. Det helt særlige ved skalleslugerens ynglemønster er er at den bygger reden langt fra vandet langt inde i skove der går helt ned til havet eller ferskvandssøer. Der er i de senere år opsat mange redekasser langs Møens, Falsters og Lollands kyster hvor skalleslugerne villigt er gået i gang med at yngle. På den måde har bestanden fået en gevaldigt og tiltrængt håndsrækning.

Kirkemosen

Naturpleje og fredning gør en forskel ! Moserne danner hver vinter opholdssted til disse smukke og mærkværdige skabninger til glæde for alle naturelskere. Gå en tur rundt om mosen, gerne med kikkert og du vil blive belønnet med et smukt syn.