Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (15): Det gamle præg forsvinder

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 75 år siden, og at tiden efter ikke er med.

     

                      Efter en længere pause er vi nået til 15. afsnit: Det gamle præg forsvinder

Omkring århundredeskiftet begyndte de gamle huse så småt at vige for de første etageejendomme. Alligevel skred udviklingen forholdsvis langsomt frem. Helt frem til midten af tyverne bevarede Brønshøj i nogen grad landsbypræget, men siden svandt det gamle præg mere og mere. Linje 5, der i en del år kun nåede til det nuværende torv blev ført igennem til Husum, der nu også som Brønshøj var ved at blive et udflytterkvarter. I slutningen af tyverne førtes Linje 2 frem til torvet således, at man også havde en hurtig forbindelse til Rådhuspladsen.

Brønshøjs vækst begyndte nu at tage fat for alvor. Da det gamle Brønshøjdistrikt blev indlemmet, var et område på 3600 tønder land, men det havde kun godt 6000 indbyggere. Først efter forrige verdenskrig blev befolkningsvæksten virkelig mærkbar. Endnu i 1916 var der i hele det store distrikt kun 5000 lejligheder.

I 1925 var tallet steget til 13.000, og i 1930 til 20.000. Men i det følgende tiår byggedes der alene 25.000 lejligheder. Nu tæller distriktet over 56.000 husstande med 176.000 beboere. Det er en sjettedel af Københavns kommunes indbyggere. Der findes alene 7000 enfamilieshuse. det er mere end halvdelen af samtlige villaer og parcelhuse i København. (Bemærk at dette stadig er skrevet før 1949).

De gamle gårde var blevet udstykket, og jordene blev nu til kæmpemæssige havebyer. Den gamle Frederikssundsvej blev væsentlig udvidet i 1906. Den var ikke mere en dårlig landevej med dybe grøfter ved siderne, men en bred gade med cykelstier.

Brønshøjvej mistede sit gamle præg, da Linje 2 førtes igennem, men for det nuværende torvs vedkommende skete det først i årene efter. Omkring 1930 faldt den gamle smedje og Brønshøj kro og afløstes af den nye høje bebyggelse.

Øverste billede er den store ejendom med Brønshøj Selskabslokaler, der i 1933 opførtes på stedet, hvor søstrene Hansens ejendom havde ligget.

Billedet i midten er den engelske rækkehustype, der findes i dag omkring Bavnevangen.

Nederst en udsigt udsigt over byggeriet ved Degnemosen.

Netavisen fortsætter naturligvis serien om det gamle Brønshøj ind i mellem.