Duokoncert med Dicte i Kulturhuset Pilegården den 6. december
Der er lagt op til en aften i intime rammer, når en af landets mest karismatiske sangere går på scenen i Kulturhuset Pilegården onsdag den 6. december kl. 20.
Både som frontsanger i 90’er-bandet Her Personal Pain og som solokunstner har Dicte ofte befundet sig i den rockede ende af skalaen, men den musikalske nysgerrighed og evnen til fornyelse er en ligeså vigtig del af signalementet.
I foråret 2024 udkommer hendes nye album, som bliver niende studiealbum i rækken. Her henter Dicte inspiration fra ørkenrock og 70’er soul, og førstesinglen ’Mobile Home’ er allerede i rotation på P6 Beat.
Koncerten i Pilegården med guitaristen Mads Reinhold bliver på én gang intim, nærværende og storladen. Dictes stemme er som skabt til denne form for koncerter, hvor hun kommer tæt på publikum.
Til koncerten vil der, ud over nye sange, også være mulighed for at høre sange fra Dictes bagkatalog. Herunder ’All I Want Is You’, der til dato er en af Dictes mest afspillede radiohit, kun overgået af ny klassikeren ’If This Is Cool’ og julesangen ‘Drømte mig en lille drøm’. Derudover spiller hun et par sange hun elsker fra andres sangskatte.
Der bliver også plads til et par numre, som nærmest kan kategoriseres som whisky-blues med hjertesorgerne, kærligheden og ungdommen i fokus. Sidstnævnte har hun i øvrigt skrevet den ultimative curlingforældre-bluessang om.
Jazzmasteren fodres med rigelig beskidt distortion undervejs og Dictes rå stemme forbløffer med god basset klang og kølighed i de høje oktaver. Det er aldrig forceret, men tilbagelænet og organisk.
Koncerten er støttet af Københavns Musikudvalg. Billetter fås på pilegården.kk.