En stor sorgens dag for Brønshøj Boldklub

Det lykkedes ikke at finde det mirakel, der var nødvendigt, hvis vore lokale fodboldhelte BB skulle redde livet i 2. division og bevare sin divisionsstatus. Lørdag eftermiddag den 5. juni 2021 blev således den sørgeligste i klubbens over hundredårige historie, da de sortgule blev besejret på Næstved Stadion med 5-1 af et aggressivt spillende hjemmehold. Alle kendte betingelserne før de mange kampe blev fløjtet i gang, og for BB gjaldt det mindst om at vinde, og så håbe på at de andre hold i farezonen satte point til. Lad os slå fast her, at havde BB vundet i Næstved, så var de blevet reddet, eftersom Avarta ikke kunne besejre Skovshoved.

                                                 

Men det var tydeligvis nerverne, der spillede ind, og så Næstveds hurtige føring efter otte minutter. Fra det øjeblik var det op af bakke. Ikke fordi BB’erne ikke kæmpede. Det gjorde de, men lige det held man godt kunne have brugt, viste sig ikke. Og så kom endnu et søm i kisten, da Næstved bragte sig på 2-0 efter 22 minutter. Men det blev ikke ved det. Kun få minutter efter stod det 3-0, og så var de sortgules skæbne beseglet med syvtommersøm. Nu skulle man bare sørge for ikke at blive kørt helt ned af det aggressive sydsjællandske mandskab, der fik mere og mere blod på tanden.

Det lykkedes for Aleksandar Lazarevic at bringe BB en anelse med i kampen igen, da han reducerede til 3-1, men glæden varede kort, så havde Næstved øget til 4-1. Mere blev der ikke scoret i de første 45 minutter – men hold da op en spand koldt vand i hovedet på Brønshøj spillerne.

Efter pausen kunne det i 63. minut være blevet 5-1, men dommeren dømte fuldt korrekt frispark til BB. Næstved var imidlertid bedst havde flere store chancer, og i overtiden blev sejrsmålet til 5-1 banket ind.

Ikke nok med at de sortgule dermed er ude af divisionsfodbolden, det skete også på en ydmygende måde. At tabe med hele 5-1 til at mandskab, som i foråret har spillet svagt, er ikke godt nok. Nu hedder den Danmarksserien, og så skal vi til at vænne os til nye klubber som måske GVI, Herlev og Ishøj.

Det skal også lige med, at det blev Roskilde KFUM, der klarede frisag og undgår nedrykning, mens Skovshoved og Avarta følges med Brønshøj og AB Tårnby en etage ned.

Suk !

netavisen 5. juni 21 kl. 17.00